Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

L&F forarget over DR: Svineproducenterne sikrer øget smittebeskyttelse

Vaskehallerne: TV-Avisen efterlader seerne med det indtryk, at vi er blevet påbudt at vaske biler for til gengæld at få et skatteyderbetalt hegn ved grænsen. Dét til trods for, at vi flere gange har informeret DR om, at vaskehallerne er en ekstra foranstaltning, som branchen selv har initieret og finansieret i flere år for at øge smittebeskyttelsen.

Af Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer 

Nu er der endnu et nyhedsindslag fra DR, der giver grund til forargelse. Hvis man ligesom jeg så TV-Avisen i fredags klokken 21, kunne man høre værten sige, at ”både blandt eksperter og politikere er der nu dyb undren over, at landbruget tilsyneladende ikke tager truslen om svinepest mere alvorligt."

Vi fik også at vide, ”at der skal bygges et 70 km. langt vildsvinehegn langs den dansk-tyske grænse, og at danske jægere fik frit slag til at nedskyde vildsvin. Landbruget skal så til gengæld sikre, at de over 27.000 dyretransporter, der kører over grænsen hvert år, ikke bringer smitten med sig.”

Historiens omdrejningspunkt var vaskehallerne.

Baggrunden var resultaterne fra Fødevarestyrelsens kontroller af lastbiler ved hhv. ankomst til vaskehaller, samlesteder, besætninger og offentlig vej. Her viser Fødevarestyrelsens tal, at en lang række biler er blevet bedt om at vende om ved grænsen, men der er desværre også fundet biler ved f.eks. samlesteder, som ikke har været rene.

Det er ikke godt nok, men det undskylder ikke DR’s ringe adfærd eller manglende sans for sandheden.

TV-Avisen efterlader seerne med det indtryk, at vi er blevet påbudt at vaske biler for til gengæld at få et skatteyderbetalt hegn ved grænsen. Dét til trods for, at vi flere gange har informeret DR om, at vaskehallerne er en ekstra foranstaltning, som branchen selv har initieret og finansieret i flere år for at øge smittebeskyttelsen. Netop fordi vi ikke mener, at lovgivningen giver den tilstrækkelige sikkerhed i forhold til de standarder, vi ønsker i dansk landbrug. 

Vi tager problemet meget alvorligt. Derfor bruger vores svineproducenter 16-17 mio. kroner årligt på at mindske smitterisikoen ved hjælp af vaskehallerne. Det bliver ikke nævnt i TV-Avisen. Tvært i mod. Og dét til trods for, at medarbejdere hos Landbrug & Fødevarer har informeret DR herom.

Branchen har også selv besluttet, at lastbiler, der har været i områder, hvor der tidligere er fundet afrikansk svinepest, er i syv døgns karantæne, før de må køre ud til en dansk besætning.

DR siger, at politikere og eksperter undrer sig over, at vi ikke tager truslen om svinepest alvorligt i dansk landbrug. Vil de venligst finde mig en eneste politiker eller ekspert med respekt for sig selv, der mener det? Vi mener netop ikke, at lovgivningen er tilstrækkelig, og det skulle både myndigheder, forskere og politikere gerne være klar over.

Jeg vil gerne rose Fødevarestyrelsen. Deres kontrolkampagne skal netop vurdere, hvorvidt EU’s lovgivning overholdes. Resultaterne viser tydeligt, at vi sammen kan og skal gøre mere for at beskytte et erhverv, der leverer tusindvis af arbejdspladser og milliarder af eksportindtægter til Danmark.

 

Jeg har nu sendt nedenstående spørgsmål til DR, og jeg ser oprigtigt frem til at høre deres svar:


  • Hvorfor er jeres interview med Landbrug & Fødevarers medarbejder nærmest klippet helt ud af udsendelsen? Vores afdelingschef for Veterinær & Kvalitetsforhold, Bent Nielsen, medvirkede ellers i et længere interview, hvor han afslutningsvist nævner en række tiltag, der skal mindske risikoen for et udbrud af afrikansk svinepest. Han fortæller også, at vaskehallerne er en frivillig ordning, branchen selv har indført for sikre os bedre mod sygdomme, da EU’s regler for rengøring af bilerne desværre ikke altid overholdes af chaufførerne. I vælger dog udelukkende at citere Bent for, at Landbrug & Fødevarer har ansat vores egen medarbejder til at føre kontrol med rengøringseffekten ved vaskehallerne.


  • Kan I begrunde, at I valgte at udelade vores side af sagen?

 

  • Mener DR, at det er et udtryk for ligegyldighed, når vi kæmper for og betaler en væsentlig del af et vildsvinehegn, der skal forebygge et udbrud af afrikansk svinepest i Danmark?

 

  • Mener DR, at det er et udtryk for ligegyldighed, når vores landmænd frivilligt betaler for vaskehallerne og selv har indført bekostelige regler, der går væsentligt længere end lovgivningen for at forebygge sygdomme i at ramme danske grise, danske arbejdspladser og dansk eksport?

 

  • Informer mig også gerne om, hvorfor vi laver den ene kampagne efter den anden, der skal øge smittebeskyttelsen, hvis vi i virkeligheden ikke tager truslen alvorligt?

 

  • Hvorfor nævner I hverken karantænereglerne eller de øvrige tiltag, branchen selv har indført for at mindske risikoen for et udbrud? Man skulle jo tro, at ovenstående var relevant, når I starter udsendelsen med et postulat om, at landbruget tilsyneladende ikke tager truslen om svinepest mere alvorligt.

 

Vi kan og skal gøre det endnu bedre, men vi vil ikke beskyldes for sløseri, når sandheden er, at vores landmænd går væsentligt længere end lovgivningen for at øge smittebeskyttelsen.

Man har næppe forsøgt at forstå de danske svineproducenter, hvis man tror, at de tager let på sygdomme, der kan ramme deres grise, ødelægge bedriftens økonomi, begrænse branchens eksportmuligheder, lamme flere af vores lokalsamfund og nedlægge gode, danske arbejdspladser. 

 

Med venlig hilsen

Martin Merrild

Formand, Landbrug & Fødevarer

Seneste nyt fra lf.dk