Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

L&F: Ekspertgruppe skal øge overlevelsen blandt pattegrise

Danske griseproducenter har de sidste mange år arbejdet målrettet på at øget overlevelse blandt pattegrise. Det har resulteret i, at dødeligheden har været konstant faldende i knap ti år. Det kommer derfor bag på såvel forskere som landmænd hos Landbrug & Fødevarer, at den seneste opgørelse viser en lille stigning i pattegrisedødeligheden i 2017. Landbrug & Fødevarer nedsætter nu en ekspertgruppe, der skal hjælpe med at bringe udviklingen på ret kurs igen.

Landbruget arbejder målrettet med at øge overlevelsen hos pattegrise på tværs af produktionsformer. I knap ti år har det resulteret i en konstant faldende kurve over pattegrisdødeligheden. Desværre viser Landbrug & Fødevarers rapport ”Landsgennemsnit for produktivitet i svineproduktionen 2017” en lille stigning i pattegrisdødeligheden svarende til 0,4 procentpoint sammenlignet med 2016.

Det både ærgrer og overrasker Landbrug & Fødevarer, der nu nedsætter en ekspertgruppe, der skal hjælpe med at bringe udviklingen på ret kurs igen.

- En ellers imponerende kurve har lidt et ekstremt ærgerligt knæk. Det kommer bag på både os landmænd og de mange forskere, vi arbejder med. På baggrund af den positive udvikling og de gode resultater vi ser i vores avlsarbejde, forventede vi endnu et fald i besætningerne, siger Erik Larsen, formand for Landbrug & Fødevarer Svineproduktion.

- Det er kun i landmændenes interesse at flest mulige grise overlever, og det er et dagligt fokusområde ude i besætningerne. Vi er allerede i gang med flere målrettede forsøg, der skal øge overlevelsen blandt pattegrise, og jeg er derfor ked af, at den indsats ikke afspejles i resultaterne fra staldgangene i 2017, siger Erik Larsen.

Ekspertgruppen vil bestå af forskere, dyrlæger og rådgivere, der grundigt skal gennemgå data for 2017 og komme med anbefalinger til tiltag, der kan bringe udviklingen tilbage på sporet. 

Mere end 20 forskningsprojekter i gang

SEGES Svineproduktion, som er svineproducenternes innovations- og rådgivningscenter under Landbrug & Fødevarer, er i gang med mere end 20 forskningsprojekter, der har til formål at forbedre pattegriseoverlevelsen. Det drejer sig om avlsmæssige tiltag for at sikre livskraftige og robuste pattegrise, om udvikling af managementværktøjer, der skal hjælpe landmanden og de ansatte med at give soen og pattegrisene optimal pasning, om metoder til at sikre pattegrisenes mælkeoptagelse, og om en skånsom overgang fra mælk til fast foder.

Derudover er indretning af staldsystemer, herunder farestierne, et centralt element, som har stor betydning for pattegrisenes trivsel. Der er derfor også fokus på at udvikle og teste varmeudstyr, der skal sikre, at de nyfødte grise kan holde sig varme. Alle grise kan risikere afkøling ved fødsel, og det er derfor afgørende, at alle nyfødte grise hurtigt får normal kropstemperatur igen. Endvidere arbejdes der med at udvikle og teste gulvtyper for at sikre, at soen og pattegrisene har et endnu bedre underlag i stien.

- Jeg vil gerne understrege, at vi fortsat er blandt de bedste lande, når vi ser på internationale opgørelser over pattegrisdødeligheden. Sådan skal det blive ved med at være, og vi arbejder hele tiden på at blive endnu bedre. Derfor er der konstant fokus på forskning og innovation, og vi satser benhårdt på, at 2017 bliver en enlig svale hvad angår pattegrisdødeligheden, siger Erik Larsen

Pattegrisdødeligheden er en betegnelse for antallet af dødfødte grise sammenlagt med antallet af grise døde frem til fravænning.


Seneste nyt fra lf.dk