Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Landbruget hepper på dansk deltager ved EM for kokke

Landbrug & Fødevarer støtter kok Kenneth Toft-Hansen, der skal repræsentere Danmark ved EM for kokke, der løber af stablen tirsdag i næste uge. Konkurrencen er med til at sætte fokus på danske fødevarer.

Når kok Kenneth Toft-Hansen fra Svinkløv Badehotel skal repræsentere Danmark ved de europæiske Bocuse d’Or-mesterskaber i Torino tirsdag i næste uge, er der stor opbakning til ham fra Landbrug & Fødevarer. Konkurrencen er nemlig med til at sætte fokus på danske fødevarer.

”Landmænd har et sublimt samarbejde med mange af de toprestauranter, vi er så stolte af i Danmark. Danske kokke er med til at placere Danmark på verdenskortet som et land i gastronomisk topklasse. Derfor støtter landbruget selvfølgelig også den danske deltagelse i Bocuse d’Or,” siger Karen Hækkerup, der er administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer.

Siden Kenneth Toft-Hansen vandt den danske udtagelseskonkurrence til Bocuse d’Or sidste år, har han haft opbakning fra Rasmus Kofoed; først som mentor og sparringspartner og senere som coach.


Opbakning betyder alt

Rasmus Kofoed er den eneste kok i verden, der har vundet bronze, sølv og guld ved de prestigefyldte konkurrencer i Lyon, og derfor har han en helt særlig status inden for konkurrencen.

Til daglig er han kok og medejer af Geranium i Parken i København; den eneste restaurant i Danmark med tre Michelin-stjerner.

”Det er helt enestående, at vi i Danmark kan trække på en kapacitet som Rasmus Kofoed, og vi er derfor meget glade for at have ham med som coach for det danske Bocuse d’Or-team,” siger formand for Bocuse d’Or i Danmark, Ritt Bjerregaard, i en pressemeddelelse.

Historisk set har Danmark klaret sig godt ved konkurrencerne og er kun overgået af Sverige, Norge og Frankrig, når det kommer til antallet af vundne medaljer. Kenneth Toft-Hansen stiller op for anden gang.


Erfaring tæller

Kenneth Toft-Hansen repræsenterede også Danmark for to år siden, hvor han fik sølvmedalje ved de europæiske mesterskaber og kom på en 6. plads ved ’VM’ i Lyon, så makkerparret med den tidligere guldvinder lover godt for Danmark, lyder vurderingen fra Mette Jasper Gammicchia, der er afdelingsleder for afsætning, ernæring & markedsudvikling hos Landbrug & Fødevarer:

”Der har været adskillige
prøvemiddagene, hvor Kenneth Toft-Hansen og teamet har tilberedt de to retter på tid; præcis som det kommer til at foregå på tirsdag, når Danmark dyster som nummer seks på programmet. Ved middagene har Kenneth fået stor ros og modtaget masser af beundring og også kritik fra fx kok og Danmarks Bocuse d'Or-præsident Francis Cardenau og fra kokkekollegaen Bo Bech. Forslag og kritik tager Kenneth hver gang imod med et "ja tak" og med bud på, hvordan han vil ændre på det givne element i retten. Derfor spår jeg ham gode chancer her i Torino på tirsdag,” siger hun.


Seneste nyt fra lf.dk