Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Foto: Colourbox

Danske øko-virksomheder ser mod Finland

Der er et voksende marked for økologi i Finland. Landet mod nord er nu Danmarks 7. største eksportmarked indenfor økologi. Landbrug & Fødevarer mener, at eksporten kan vokse endnu mere. Derfor er erhvervsorganisationen i denne uge på eksportfremstød i Helsinki sammen med 13 danske, økologiske virksomheder.

Det finske, økologiske marked er nu for alvor begyndt at røre på sig. Særligt i og omkring hovedstaden Helsinki, hvor andelen af økologi nu udgør ca. fem pct. i detailhandlen. Sammen med 13 danske, økologiske virksomheder er Landbrug & Fødevarer derfor i Finland på eksportfremstød.

Sarah C.S. Fuglsig, der er markedskonsulent i afdelingen for afsætning, ernæring & markedsudvikling hos Landbrug & Fødevarer, siger:

”Sidste år steg efterspørgslen på økologi med hele 13 pct. Økologi er blevet et hverdagsvalg for mange finske forbrugere, der efterspørger bæredygtige, naturlige, nye og innovative fødevarer. Og her har de danske virksomheder virkelig noget at byde ind med.”

De deltagende virksomheder som fx Friland, Aalbæk, Uhrenholt, Thise og Skare Food A/S skal på fremstødet både møde centrale aktører i detailsektoren og fra foodservice (dvs. restauranter, cafeer og storkøkkener, red.).

Stor efterspørgsel på økologi
De seneste fem år er salget af økologiske fødevarer steget med 50 pct. i Finland og udgør nu omkring 310 millioner Euro. Selvom markedet endnu ikke er i nærheden af det danske eller svenske niveau, er der en stadig stigende efterspørgsel:

”Derfor har Landbrug & Fødevarer fokus på det finske marked, og vi forventer, at flere danske virksomheder inden for de næste år vil enten videreudvikle eller begynde at eksportere til Finland,” siger Sarah C.S. Fuglsig.

Danmarks økologi eksport til Finland lå i 2016 på over 80 millioner kroner, og med en stigning på ca. 13 pct. i salget af økologiske fødevarer sidste år er det finske marked for alvor ved at blive interessant for danske økologiske fødevareeksportører.

”På trods af, at markedet ikke har oplevet den vækst i økonomien, som har præget det øvrige Skandinavien, er det forholdsvis nemt at begynde eksport af fødevarer til landet,” siger Sarah C.S. Fuglsig.

Blandt de deltagende virksomheder er Gasa Odense Frugt-Grønt Amba. Herfra siger Jørn Malte Rahn, der er salgskonsulent for eksport:

”De finske forbrugere foretrækker – ligesom de danske – nationalt frugt og grønt, men de kan ikke selv producere hele året pga. det kolde klima. Derfor ser vi et vækstpotentiale i det finske marked, der har noget kortere sæsoner.”

På eksportfremstødet deltager virksomhederne også på et foodservice-seminar, hvor både grossister og storkøkkener er samlet for at høre om udviklingen af økologi i den finske foodservice. 

De deltagende virksomheder er:

Gasa Odense
, Frugt-Grønt Amba, Odense
Aalbæk Specialiteter, Horsens
Skare Food A/S, Christiansfeld
Uhrenholt A/S, Middelfart
Friland, Randers
Thise Mejeri Amba, Roslev
Møllerup Brands A/S, Rønde
Løgismose Meyers, København
Kohberg Bakery Group A/S, Haderslev
Woodland Wonders, Gentofte
Vision Foods Aps, Aarhus
Falengreen A/S, Skanderborg
Original Chia Wholesale ApS, Sønderbrog


Yderligere information og kontakt til de deltagende virksomheder via:
Pressekonsulent hos Landbrug & Fødevarer, Linda Gjaldbæk, på tlf.: 26 84 28 80 eller mail: lgjh@lf.dk


Seneste nyt fra lf.dk