Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

L&F: Antibiotikaforbruget til grise er faldet med godt 25 pct

Dansk landbrug har et lavt forbrug af antibiotika, og hos svineproducenterne er forbruget faldet med en fjerdedel siden 2009. Der anvendes ikke ulovligt medicin, men der er til gengæld brug for bedre daglige optegnelser på bedrifterne.Sådan skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse onsdag på baggrund af slutrapporten for 2017.

Antibiotikaforbruget i Danmark er generelt lavere end i andre lande med en betydelig svineproduktion, og siden 2009 er forbruget til grise i Danmark faldet med godt 25 procent. Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse onsdag. De danske landmænd henter ikke ulovlig medicin i udlandet, og heller ikke i de grise, der bringes til slagterierne, finder Fødevarestyrelsen ulovlige antibiotikarester. Der er til gengæld brug for en mere stringent håndtering af de daglige medicinoptegnelser hos besætningerne.

Ifølge SEGES Svineproduktion er det resultatet af hårdt og målrettet arbejde, når de danske svineproducenter har formået at skære godt en fjerdedel af antibiotikaforbruget:

- Først og fremmest er de danske svineproducenter gode til at forebygge sygdomme og holde grisene sunde og raske. Dernæst er vi, i samarbejde med dyrlæger og universiteter, langt fremme i forhold til at medicinere så lidt og så effektivt som muligt, siger Christian Fink Hansen, sektordirektør i SEGES Svineproduktion.

Christian Fink Hansen er dog langt fra tilfreds med resultaterne af Fødevarestyrelsens kontrol hvad angår de daglige medicinoptegnelser. Der har været kontrolbesøg på 250 bedrifter i efteråret sidste år, og der er givet sanktioner ved 16 pct. af kontrolbesøgene. Ifølge Fødevarestyrelsens pressemeddelelse skyldes størstedelen manglende eller mangelfulde daglige medicinoptegnelser.

- Det er ikke godt nok. Selvom langt størstedelen af de danske svineproducenter overholder reglerne til punkt og prikke, så vil og skal vi gøre det bedre, siger Christian Fink Hansen.

Han fortæller, at SEGES Svineproduktion – foruden flere forskningsprojekter, der skal mindske antibiotikaforbruget yderligere – også har lavet undervisningsmateriale og udviklet nye kurser i sundhedsstyring og herunder korrekt medicinregistrering.

- De nyeste kurser lancerede vi i januar, men det er klart, at vi nu vil vi se på, om der er brug for mere oplysning eller yderligere tiltag, siger Christian Fink Hansen.

Stadig et højt niveau af fødevaresikkerhed
Christian Fink Hansen understreger, at der ikke er tegn på overtrædelser, der medfører en risiko for fødevaresikkerheden.

- Formålet med de bestemmelser, der er for optegnelser af medicinsk anvendelse i husdyrproduktionen, er først og fremmest at undgå, at der bliver leveret dyr til slagteriet med medicinrester. Og det har vi styr på. Fødevarestyrelsen konkluderer år efter år, at medicinrester i dansk gris er en uhyre sjældenhed, siger Christian Fink Hansen og fortsætter:

- Forbrugerne kan altså være helt trygge ved at spise dansk gris. Vi leverer kvalitet i verdensklasse med et højt niveau af fødevaresikkerhed, og det er ikke kun godt for de danske flæskestegselskere. Tilliden til vores produkter kommer alle danskere til gode, fordi det netop er en af grundene til, at så mange lande importerer grisekød fra Danmark.

Læs også: http://lf.dk/aktuelt/nyheder/2017/juni/medicinrester-i-dansk-gris-er-en-sjaeldenhed#.WpchFWrOWpp

Når apoteket udleverer det medicin, som dyrlægen har ordineret, registrerer apoteket det i VetStat, som er et offentligt register over forbruget af receptpligtige lægemidler til dyr.

Alle svineproducenter har en sundhedsrådgivningsaftale med en dyrlæge. Det indbefatter blandt andet fast besøg af dyrlægen, og en del af besøget skal bruges på at føre medicinregnskab. Det er med til at sikre en tæt overvågning af forbruget hos besætningerne. Hver enkelt besætning har så ansvaret for at føre daglige optegnelser/journaler.

For yderligere oplysninger, kontakt:
Pressekonsulent hos Landbrug & Fødevarer, Nanna Østergaard, 2818 8619 / nalo@lf.dk

Seneste nyt fra lf.dk