Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Anne Lawaetz Arhnung bliver ny adm. direktør i Landbrug & Fødevarer

Det bliver 49-årige Anne Lawaetz Arhnung, der overtager rollen som administrerede direktør i Landbrug & Fødevarer.

Efter 22 år i landbrugets organisationer sætter Anne Lawaetz Arhnung sig nu i spidsen for direktionen, som hun har været medlem af siden 2012.

- Der er mange forventninger til, hvordan fødevareerhvervet skal producere på en mere og mere bæredygtig måde. Til at lede os igennem denne rejse, hvor vores medlemmer stadig skal tjene penge, har vi brug for en person, der kender vores sektor godt, og som kan sikre sammenhængskraft i værdikæden og blandt vores medlemmer. Derfor har vi valgt Anne Lawaetz Arhnung til at stå i spidsen for Landbrug & Fødevarer. Med 22 år i huset har hun et indgående kendskab til innovation og politik og et enestående kendskab til vores organisation, siger Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer.

Anne Lawaetz Arhnung er uddannet jurist fra Københavns Universitet. Hun kom til det daværende Landbrugsraadet i 1996 og har siddet i direktionen i Landbrug & Fødevarer siden 2012. I 2014 blev hun forfremmet til viceadministrerende direktør, og to år senere fik hun også ansvaret for at effektuere sammenlægningen af Landbrug & Fødevarer og landbrugets videnscenter, SEGES, da hun blev udnævnt til direktør i SEGES.

- Som erhverv står vi foran store udfordringer. Fødevarer er til debat som nærmest aldrig før, og i den forbindelse er der brug for et stærkt Landbrug & Fødevarer, som ikke alene skal sikre de bedst mulige vilkår for vores medlemmers produktion, men også fastholde den udvikling, der gør, at vi her i Danmark har en af de mest moderne, innovative og bæredygtige fødevareproduktioner i verden. Det er vores opgave at gøre fødevareproduktionen endnu mere bæredygtig samtidig med, at indtjeningen øges hos både virksomheder og landmænd, siger Anne Lawaetz Arhnung.

Anne Lawaetz Arhnungs nye rolle som administrerende direktør betyder samtidig, at SEGES får ny direktør. Det bliver Ejnar Schultz, som allerede er en del af SEGES’ direktørgruppe. Han indtræder samtidig i L&F’s direktion. Ejnar Schultz er udannet agronom og har de seneste to år været direktør for Innovation i SEGES. Før det har han blandt andet været leder af økonomi og virksomhedsledelse samme sted.

Både Anne Lawaetz Arhnung og Ejnar Schultz er tiltrådt deres nye stillinger.

For yderligere:
Nanna Østergaard, pressekonsulent i Landbrug & Fødevarer, 28188619

Fotograf: Peter Prik Larsen


Blå Bog – Anne Charlotte Lawaetz Arhnung

f. 28/6 1969 i Nykøbing Falster
Gift med Niels Dengsø Jensen
1989 - Student fra Nykøbing Falster Katedralskole
1996 - Uddannet cand.jur. fra Københavns Universitet
1996 til 2002 - Konsulent i Landbrugsraadet
2002 til 2007 - Direktionsassistent i Landbrugsraadet
2007 til 2011 - Sekretariatschef i Landbrugsrådet og Landbrug & Fødevarer
2011 til 2012 - Områdedirektør for ledelsessupport i Landbrug & Fødevarer
2012 til i dag - Medlem af direktionen og direktør for medlemsforhold og organisation i L&F
2014 til i dag - Viceadministrerende direktør i Landbrug & Fødevarer
2016 til i dag - Direktør for SEGES

Seneste nyt fra lf.dk