Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Årets Unge Landmand

Vendte konkursbo til sund mælkeproduktion: Her er Årets Unge Landmand

Vinderen af Årets Unge Landmand er Jan David, der på to år har vendt et konkursbo til en sund mælkeproduktion. Den 34-årige mælkeproducent fra Sønderjylland har netop modtaget prisen på Landbrug & Fødevarers Delegeretmøde i Herning.

Det tog 34-årige Jan David fra Tinglev i Sønderjylland undersøgte markedet i ni år, før han endelig slog til i april 2016 og købte sin egen gård.

Og herefter er det gået stærkt.

På to år har han formået at vende et konkursbo til en sund bedrift med 340 køer og fem fuldtidsansatte. I dag har han netop vundet prisen som Årets Unge Landmand på Landbrug & Fødevarers Delegeretmøde i Herning.

- Jan, du formår at vise, at det klassiske landbrug stadig kan lykkes i dag. Du sender et klart signal til de kommende generationer om, at det kan lykkes, når man griber det ordentligt an. Det er imponerende, at der er tid og overskud til at arbejde for fællesskabet i erhvervet, når du er så nyetableret, udtaler Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer.

Jan David også bestyrelsesmedlem i LHN og i gang med at udvikle minipraktikkurser for unge landmænd. Han var selv overrasket og glad over titlen.

- Hold da op. Den havde jeg ikke lige set komme, for det var jo fire meget dygtige landmænd. Det er overvældende. Jeg vil opfordre jer til at holde fast i jeres drøm om at blive selvstændige, for hvis I har viljen til det, så er vejen der også, sagde Jan David foran en sal med stående klapsalver.

Eksemplariske unge mennesker
Jan David kæmpede om prisen med tre andre unge landmænd; den 23-årige svineproducent Morten Ulbæk fra Daugård, den 27-årige mælkeproducent Mette Juul Mikkelsen fra Hinnerup og den 29-årige kartoffelavler Lasse Christensen fra Aabybro.

Til dem alle sagde Martin Merrild:

- I er hvad Danmark har brug for. I arbejder for, at der er noget at leve for, samtidig med at der skal være noget at leve af. Og I demonstrerer stor forretningssans samtidig med at I fremviser en beundringsværdig livsstil, hvor der er familieliv og værdier i balance. I har alt det, der skal til.

Formålet med Årets Unge Landmand er at sætte fokus på lyspunkter i form af konkrete beretninger om unge landmænd, der med kreativitet, flid og rettidig omhu bryder mønstret og etablerer sig med en bedrift, der peger fremad.

Prisen er en studietur til en værdi af 30.000 kr., og den uddeles af Gjensidige, Landbrugsavisen og Landbrug & Fødevarer.

Seneste nyt fra lf.dk