Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Foto: Colourbox

Verdensmål kan styrke danske virksomheders forretningspotentiale

Hvordan kan danske fødevarevirksomheder producere endnu mere bæredygtigt og samtidig styrke forretningen?

Med FN´s 17 verdensmål har verden fået en fælles forståelse for, hvad bæredygtighed indebærer. Men hvordan kan danske virksomheder bruge verdensmålene til målrettet at arbejde med bæredygtighed og dermed bidrage både til en bedre verden og til en stærkere forretning?

Erfaring fra danske små og mellemstore virksomheder viser, at virksomheder, der bruger verdensmålene strategisk, formår at differentiere sig på markedet, motivere medarbejdere, tiltrække investeringer og finde nye afsætningskanaler eller kunder.

Derfor arrangerer Landbrug & Fødevarer i samarbejde med Dansk Initiativ for Etisk Handel en workshop for virksomheder i fødevareklyngen om brugen af Verdensmålene.

Workshoppen hjælper især de små og mellemstore virksomheder med at arbejde konkret med FN´s 17 verdensmål og som en del af det at få forløst det store forretningspotentiale, der er i verdensmålene.

- I den danske fødevareklynge er vi meget optaget af, hvordan vi kan producere endnu mere bæredygtigt og ressourceeffektivt. Derfor vil vi gerne hjælpe virksomhederne med at arbejde mere strategisk og målrettet med verdensmålene bl.a. i forhold til deres internationale aktiviteter. Flere virksomheder gør det allerede, men skal bare have arbejdet gjort mere strategisk, siger Kenneth Lindharth Madsen, handelspolitisk chef i Landbrug & Fødevarer og medlem af Rådet for Samfundsansvar og Verdensmål.

Workshoppen, der bliver afholdt i Agro Food Park i Aarhus, er fyldt op af små og mellemstore virksomheder, der gerne vil have idéer til, hvordan de kan bruge verdensmålene mere aktivt i deres forretning. I workshoppen deltager repræsentanter for i alt 27 virksomheder i fødevareklyngen.

En af dem inOmega3 Aps fra Uldum der producerer omega-3 i pulverform, så omega-3 fedtsyrer kan bruges i fødevarer som is, chokolade, kager, brød eller yoghurt. Virksomheden har i forvejen tænkt bæredygtighed og verdensmål ind i produktet og produktionen, fortæller Lone Honoré, CEO for inOmega3 Aps

- De fisk vi bruger er bæredygtighedscertificeret og hele vores produktion foregår i Danmark. Hver dag tager vi små skridt mod en endnu mere bæredygtig produktion, fordi vi mener at havets ressourcer skal udnyttes forsvarligt og med mindre spild til gavn for miljøet. Jeg håber at workshoppen kan give os flere konkrete redskaber til at arbejde med bæredygtighed herunder Verdensmålene, siger hun.

 

Med workshoppen følger også en handlingsplan for, hvordan virksomhedens kerneforretning kan kædes sammen med FN´s verdensmål. Dem vil der senere blive fulgt op på.

 


Seneste nyt fra lf.dk