Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

L&F om tørkepakke: Politisk velvilje, men skuffende resultat

Landbrug & Fødevarer ser positivt på den politiske velvilje, selvom indholdet i tørkepakken, der i dag er blevet præsenteret, lader en del tilbage at ønske. I L&F hæfter man sig ved, at forhandlingerne om tørkehjælp genoptages i begyndelsen af 2019.

Tørkens resultater har allerede vist sig blandt landmænd landet over, hvor flere har det svært efter en sommer med dårlige udbytter. Derfor er det også positivt, at regeringen sammen med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har arbejdet hårdt for at hjælpe de trængte landbrug, også selvom første del af tørkepakken, der nu er præsenteret, ikke helt var hvad Landbrug & Fødevarer drømte om.

- Vores politikere har haft viljen, herom kan der ikke herske nogen tvivl. Desværre kan jeg også bare konstatere, at EU-regler og bureaukrati i ministerier og styrelser har umuliggjort en ordentlig løsning for nu, siger Lars Hvidtfeldt, viceformand i Landbrug & Fødevarer.

Hos Landbrug & Fødevarer havde man håbet på, at de landmænd, der er hårdt ramt på grund af den værste tørke i mands minde, kunne have fået en håndsrækning, der var til at mærke. Ikke mindst vil det med tørkepakken langt fra være alle tørkeramte landmænd, der kan se frem til en hjælpende hånd.

- Det ærgrer mig, at det er bureaukratiet, der har været den største stopklods i denne sag. Jeg ved, at regeringen har kigget på alle muligheder og forsøgt at strække sig endog meget langt. Når vores ønsker om som eksempelvis annullering af jordskatten alligevel ikke bliver til noget, så er det i min optik ikke politikernes velvilje, der har manglet, men alt for rigide regler, der har spændt ben for os, siger Lars Hvidtfeldt.

Hos Landbrug & Fødevarer noterer man sig med tilfredshed, at aftaleparterne bag tørkepakken, i begyndelsen af 2019 vil kigge på yderligere tørkehjælp til dansk landbrug.

- Det siger noget om, at vores politikere er bevidste om, at situationen er alvorlig. Derfor ser jeg også frem til, at man fra politisk side er klar til at hjælpe yderligere, når vi ved endnu mere om, hvor hårdt tørken har ramt, siger Lars Hvidtfeldt.

Landbrug & Fødevarer anslår, at den ekstreme tørke i 2018 kommer til at koste landbruget i omegnen af 6,4 mia. kroner, og derfor er tørkepakken med politisk velvilje eller ej et meget lille plaster på såret.


Seneste nyt fra lf.dk