Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Retten afviser at sende vandplanerne til EU-domstolen

Vestre Landsret har netop fastslået, at de danske vandplaner ikke skal efterprøves ved EU-domstolen. Det ærgrer Landbrug & Fødevarer.

På trods af massiv kritik af vandplanerne har Venstre Landsret i Viborg netop afgjort, at beregningerne bag ikke skal sendes til et tjek ved EU-domstolen.

Det overrasker Landbrug & Fødevarer, der er indtrådt som bi-intervenient i retssagen sammen med Bæredygtigt Landbrug.

Landbrugsorganisationerne mener ikke, at der er foretaget de nødvendige analyser for konsekvenserne af vandplanerne.

- Det kan ikke nytte noget, at man indfører omfattende danske vandplaner uden at kende konsekvenserne for både erhverv og borgere. Det er urimeligt, siger Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer.

- Nu skal vi læse kendelsens præmisser grundigt, og se, hvad vores muligheder er, lyder det videre.

Landbrug & Fødevarer har i årevis gjort opmærksom på problemerne med vandplanernes faglige grundlag bl.a. med serien ”De Syv Synder”.

Mangel på fagligt grundlag

Vandplanerne har til formål at forbedre tilstanden i danske søer, kystvand og vandløb.

- Vi er helt med på, at landbrug skal drives med ansvarlighed, og det gør vi allerede. Men den EU-regulering, der implementeres her i landet, skal også følge kravene fra EU, siger Martin Merrild.

Selvom Landbrug & Fødevarer allerede har opfyldt sin del af aftalen om at træde ind som bi-intervenient, så vil man overveje at fortsætte i rollen, hvis retssagen kører videre.

- Nu sætter vi os sammen med BL og taler afgørelsen igennem. Vi kan godt se os selv fortsætte i rollen som biintervenient, hvis vi kan finde den rette arbejdsform, for der er ingen tvivl om, at vandplanerne er ekstremt afgørende for landbrugets fremtid, siger Martin Merrild.

Seneste nyt fra lf.dk