Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Foto: Colourbox

DI og L&F: Øget prioritering af danske ingrediensvirksomheder er vejen til mere bæredygtighed

Hvis danske ingrediensvirksomheder fortsat skal kunne bidrage til en mere bæredygtig produktion af fødevarer med bedre sundhed og ernæring, så er det afgørende, at ingrediensbranchen får flere muligheder for at udvikle sig. Derfor glæder Dansk Industri og Landbrug & Fødevarer sig over, at regeringen nu offentliggør en strategi, der kan skubbe til udviklingen af den danske ingrediensbranche.

Bæredygtig produktion med mindre madspild, sundere fødevarer og massivt eksportpotentiale. Der er mange muligheder for vækst i den danske ingredienssektor.

Derfor har regeringen og Dansk Folkeparti nu afsat 25 mio. kroner, som over de næste fire år skal bruges til at understøtte den danske ingrediensbranche. Pengene er en del af en ny regeringsstrategi for ingredienssektoren, der består af seks temaer og 14 initiativer. Initiativerne bygger på anbefalingerne fra regeringens Vækstteam for Ingrediensbranchen, hvor repræsentanter fra branchen er kommet med input til, hvordan en succesfuld dansk branche kan vinde yderligere markedsandele over hele verden.

I Landbrug & Fødevarer er der tilfredshed med at regeringen har fulgt op på de anbefalinger som repræsentanter fra ingrediensbranchen er kommet med.

-Anbefalingerne adresserer mange af de udfordringer, som Vækstteamet har sat fokus på. Det er positivt, at man vil inddrage branchen mere aktivt i regeringens indsatser for bedre sundhed og ernæring og at der iværksættes konkrete tiltag i forhold til at styrke eksport og markedsadgang. Derudover glæder vi os over, at strategien, med blandt andet et dialogforum og ingrediensteam i Fødevarestyrelsen, lægger op til et ”partnerskab” med og ikke bare en ”relation” til myndighederne, siger direktør for virksomhed og marked hos Landbrug & Fødevarer Flemming Nør-Pedersen.

Også branchedirektør i Dansk Industri, Fødevarer, Leif Nielsen, hilser regeringens strategi for ingredienser varmt velkommen:

-Det er helt rigtigt, at regeringen øger sin prioritering af indsatsen over for de danske ingrediens-virksomheder. De virksomheder er om nogen, dem der har muligheden for, at indfri Danmarks bidrag til FNs globale bæredygtighedsambitioner i 2030. Virksomheder har ikke bare vist, at de kan drive en lønsom forretning, men også levere betydelige globale bidrag til en mere bæredygtig verden med blandt andet reduktion af madspild, bedre og sundere ernæring, mindre ressourceforbrug etc, siger han.

Både Dansk Industri og Landbrug & Fødevarer roser oprettelsen af et ingrediensteam i Fødevarestyrelsen med fokus på at få nye innovationer fra virksomhederne ud på det europæiske og globale marked. På fødevareområdet kan innovation sjældent stå alene. Lovgivningen skal ofte følge med

Der er også enighed om vigtigheden af, at initiativerne bliver fulgt op af klare mål og definerede milestones, så der reelt kan blive skabt bedre rammer for den danske ingrediensbranchens vækst og udvikling og få udnyttet branchens unikke styrker.


Seneste nyt fra lf.dk