Hvem skal være årets økologi-elev?

Landbrug & Fødevarers økologisektion lancerer nu et nyt initiativ og kårer årets økologi-elev. Økologisektionen opfordrer derfor landbrugsskolelærere og praktikværter til at indstille unge under uddannelse i landbrugsuddannelsen, der brænder for økologi, til prisen. De unge har også mulighed for at indstille sig selv.

Økologisektionen hos Landbrug & Fødevarer indbyder nu landbrugsskoler, landbrugselever og praktikværter til at være med til at kåre årets økologi-elev. Med initiativet ønsker Landbrug & Fødevarers økologisektion at anerkende en ung landmand på vej ind i erhvervet, der har fokus på økologi, og som kan være med til at inspirere andre unge til at vælge økologiens vej.

Hans Erik Jørgensen, der er formand for Landbrug & Fødevarers økologisektion, siger:

”Det er vigtigt, at vi får øje på de unge, der turner ind på økologien, og som kan inspirere andre unge. De unge ser nemlig på økologien på en anden måde end os, der har været i gamet i mange år.”


Kriterier for udvælgelse
Ved udvælgelsen af årets økologi-elev lægger dommerpanelet vægt på, at eleven udviser:

  • Særlig interesse for den økologiske produktionsform
  • Stor faglighed og engagement  
  • Nysgerrighed på det økologiske håndværk
  • Initiativ og turde at udfordre vanetænkning


Flere unge skal se i økologiens retning
Landbrug & Fødevarers økologisektion ser gerne, at flere unge i landbrugsuddannelsen får øje på de mange spændende muligheder, der er i den økologiske produktionsform.

”Det er vigtigt for udviklingen i den økologiske sektor, at flere unge bliver interesseret i den økologiske produktionsform og selv får lyst til at tage fat dér,” siger Hans Erik Jørgensen.


Hvem kan indstille?
Både lærere, elever og praktikværter kan bringe kandidater i spil til årets økologi-elev.

Bedømmelseskomiteen består af formanden, et medlem af Landbrug & Fødevarers økologi-sektions bestyrelse, Landbrug & Fødevarers sektorchef for økologi, og chef for SEGES Økologi Innovation, et medlem af LandboUngdoms Landsledelse samt en repræsentant for landbrugsskolerne. 

Der bliver nomineret to elever og selve kåringen finder sted på Økologi-sektionens årsmøde 24. oktober 2019 på Dalum Landbrugsskole.

”Med prisen vil vi gerne vise den unge anerkendelse og puste til stolthed og motivation til at blive endnu bedre,” siger Hans Erik Jørgensen, der håber, at rigtig mange unge vil deltage i konkurrencen.

 

Indstillingerne sendes senest den 4. oktober 2019 til Hanne Børsch hab@lf.dk . Store filer uploades via we-transfer.com

 

PRÆMIE:

  1. præmie er 3.000 kr. + et årsabonnement af fagbladet ’Økologi – Inspiration til jordbruget’
  2. præmie er 1.000 kr. + et årsabonnement af fagbladet ’Økologi – Inspiration til jordbruget’

 

Se mere om retningslinjerne for kåring af årets økologi-elev hér

Sådan foregår indstillingen

Seneste nyt fra lf.dk