L&F støtter den danske kandidat til kokkenes VM

Ronni Mortensen vandt i aftes den danske udvælgelseskonkurrence, der er første skridt for at nå Bocuse d'Or, som er det uofficielle VM for kokke. Landbrug & Fødevarer støtter initiativet, fordi det er med til at sætte fokus på dansk gastronomi og danske råvarer.

En flot og velsmagende ret med rødtunge og kongekrabbe har sikret kokken Ronni Mortensen fra restaurant Geranium chancen for en plads ved næste udgave af det uofficielle verdensmesterskab i kokkekunst, Bocuse d'Or.

Ronni Mortensen vandt onsdag aften den danske konkurrence, som er første skridt mod at komme til Bocuse d'Or i 2021 i Lyon. Inden da skal Ronni Mortensen dog igennem EM i Tallinn i Estland. Den konkurrence løber af stablen næste sommer.

”Vi har set et virkelig flot niveau med meget nytænkning i forhold til præsentationer og sjove teknikker,” siger kok og overdommer Kenneth Toft-Hansen i en pressemeddelelse.

Ud over fiskeretten skulle onsdagens fem deltagere dyste i en ret, der skulle indeholde lammeryg og lammehjerte. Kokkene blev bedømt på smag, originalitet, tekstur, tilberedning, visuelt udtryk og sauce:

”Ronni Mortensen leverede en super præstation, og jeg tror, han vil nå langt ved EM næste år i Estland,” lød det videre fra Kenneth Toft-Hansen.



L&F støtter dansk gastronomi
Landbrug & Fødevarer støtter den danske deltager ved Bocuse d’Or, fordi konkurrencen er med til at sætte fokus på danske fødevarer.

Anne Lawaetz Arhnung, der er administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer, siger:

”De danske landmænd og flere af fødevarevirksomhederne har et rigtig godt samarbejde med mange af de restauranter, vi er så stolte af i Danmark. Den danske gastronomiscene har et højt niveau – både for toprestauranter og de restauranter, der er i mellemklassen.”

”Det er med til at placere Danmark på kortet som et land i gastronomisk verdensklasse. Og det øger også forbrugernes appetit på kulinariske oplevelser. Derfor støtter Landbrug & Fødevarer selvfølgelig også den danske deltagelse i Bocuse d’Or.”

Kenneth Toft-Hansen, der til daglig er køkkenchef på Svinkløv Badehotel i Nordjylland, ved, hvad verdensmesterskabet kræver, da han som første dansker vandt Bocuse d'Or i januar i år. Konkurrencen begyndte i 1983 og finder sted hvert andet år.

Ronni Mortensen er souschef på restauranten Geranium, der ligger i Telia Parkens bygninger i København. Geranium har som den eneste danske restaurant tre Michelin-stjerner. 

Yderligere information via: Pressekonsulent hos Landbrug & Fødevarer, Linda Gjaldbæk, på tlf.: 26 84 28 80 eller mail: lgjh@lf.dk



Seneste nyt fra lf.dk