Nyt materiale fremmer dansk økologieksport

Eksporten af danske, økologiske fødevarer vokser år for år, og Landbrug & Fødevarer vurderer, at der er potentiale for at sælge endnu mere dansk økologi til udlandet. Det skal nyt PR-materiale hjælpe med til.

For at fremme eksporten af økologi yderligere er Landbrug & Fødevarer gået sammen med Økologisk Landsforening og Food Nation for at udvikle en ny samling af PR-materialer til organisationer og virksomheder, der netop arbejder med eksport af økologiske fødevarer.

Samlingen består bl.a. af magasinet ’The Organic Way – The Danish Model’, der findes på fire forskellige sprog og en PR-film, der fortæller om styrkerne bag vores økologiske produktion.

”Med samlingens materialer ønsker vi at udbrede kendskabet til den økologiske fødevareproduktions styrkepositioner, der har banet vejen for den succes, dansk økologi har i dag. På vegne af vores økologiske landmænd og virksomheder skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at understøtte interessen i udlandet og dermed styrke salget, så det forsat er en god forretning at være økolog i Danmark,” siger Kirsten Lund Jensen, der er økologichef hos Landbrug & Fødevarer.

Danskerne forbruger mest økologi
I materialet har de tre organisationer samlet fortællingen om de mange forskellige politiske, faglige og markedsmæssige indsatser fra jord til bord, der har gjort den  økologiske fødevareproduktion til noget særligt, og som har medvirket til at gøre de danske forbrugere til verdensmestre i økologisk fødevareforbrug.

”Med materiale vil vi gerne gøre det lettilgængeligt for fødevarevirksomhederne at fortælle deres kunder den helt unikke historie om den særlige danske model, der har bragt dansk økologi i den førerposition, økologien herhjemme har i dag,” siger Mette Jasper Gammicchia, der er leder af afdelingen for afsætning, ernæring & markedsudvikling hos Landbrug & Fødevarer og fortsætter:

”Andre lande ser også mod Danmark, når der skal hentes inspiration til enten at øge omlægningen til økologi eller udvikle den økologiske afsætning. Derfor er en præsentation af den danske model for økologi efterspurgt som case i udlandet. Den efterspørgsel har bl.a. dannet baggrund for udarbejdelsen af materialet. Repræsentanter for den økologiske branche som Økologisk Landsforening og Landbrug & Fødevarer bliver også ofte brugt som foredragsholdere i udlandet.”

Fakta:
Ny samling af eksportmaterialer
Den nye samling af PR-materialer om økologiens styrkepositioner henvender sig til økologiske fødevarevirksomheder og organisationer, der gerne vil brande økologi på eksportmarkederne.

Samlingen indeholder:   

  • Et 40-siders magasin om den danske model i både en trykt og en digital version på engelsk, tysk, fransk og kinesisk
  • En PR-film, der beskriver de danske styrkepositioner på det økologiske marked og den danske model for øget økologisk omsætning
  • En skabelon, der kan bruges til forskellige præsentationer
  • En SoMe-pakke, der indeholder præfabrikerede opslag til Facebook, Twitter og Instagram
  • Roll-ups med forskellige budskaber om økologi

 

Materialerne kan downloades via: https://lf.dk/viden-om/oekologi


Yderligere information og kontakt til Mette Jasper Gammicchia via:

Pressekonsulent hos Landbrug & Fødevarer, Linda Gjaldbæk, på tlf.: 26 84 28 80 eller mail: lgjh@lf.dk


Seneste nyt fra lf.dk