Madskoler giver madmod

At være på Madskole giver børn større mod på at lave mad, lyst til at smage på nye fødevarer og fortsætte madlavningen derhjemme. Det viser en evaluering fra sidste års Madskoler, som Landbrug & Fødevarer har gennemført. I år er der over 100 Madskoler at vælge imellem.

Hen over skolesommerferien trækker godt 500 frivillige Madskoleinstruktører i forklædet for at give knap 2.000 madglade børn en lærerig uge med masser af mad på menuen.

Ifølge sidste års forældreevaluering er Madskoler med til at give børnene større mod på at lave mad, lyst til at smage på nye fødevarer og fortsætte madlavningen derhjemme - både med og uden forældrene.

Over 95 pct. af børnene har haft en god eller rigtig god oplevelse på sidste års Madskoler, og samtidig angiver 86 pct. af forældrene, at barnet er blevet mere bevidst om mad og sundhed efter at have været på Madskole.

Det glæder projektleder og ernæringschef hos Landbrug & Fødevarer, Line Munk Damsgaard:

"Landbrug & Fødevarer er stolte over at samarbejde med 4H og REMA 1000 om at give så mange børn mod på maden. Det glæder os, at vi med Madskoler kan give børnene mod på meget mere madlavning, når Madskoler er slut. Og vi håber selvfølgelig, at forældrene bakker op om deres nye viden, når de kommer hjem," siger hun.

Stor tak til de frivillige

Madskoler har eksisteret siden 2004 og antallet af Madskoler afhænger 100 pct. af, hvor mange frivillige, der tilmelder sig.

"Alle Madskoler er baseret på frivillig og ulønnet arbejdskraft, så jeg kan kun sende en kæmpe tak til de godt 500 frivillige, der vælger at bruge en hel uge af deres sparsomme fritid på at være en del af projektet. Der er først og fremmest deres fortjeneste, at Madskoler eksisterer."

Men det er ikke kun mad, der står på programmet. Hver dag byder på fysiske aktiviteter, lege og undervisning i sundhed og ernæring ligesom en ekskursion er indlagt i løbet af ugen. Sidst på ugen disker børnene op med det bedste, de har lært, og forældrene inviteres til en smagsprøve på børnenes kogekunst.

Madskoler, der arrangeres af ungdomsforeningen 4H i et ikke kommercielt samarbejde med Landbrug & Fødevarer og REMA 1000, er for alle børn i 8-12-års alderen. Undervisningen foregår i dagtimerne fra mandag til fredag.

 

Se, om der er en Madskole i lokalområdet her. 


Kontaktinformation

Projektkoordinator Line Munk Damsgaard på tlf..: 33 39 40 87





Seneste nyt fra lf.dk