Foto: Colourbox

Debat: Stop med at udskamme fødevarer

World Cancer Research Fund har nedjusteret risikoen for indtag af rødt kød i deres seneste opdatering af viden om cancerforebyggelse.

Af Puk Maia Ingemann Holm, chefkonsulent, afdeling for ernæring, Landbrug & Fødevarer 

Henrik Marstal skriver for nylig i PolitikenI en opgørelse fra DTU Fødevareinstituttet fra 2016 hedder det eksempelvis: ”Selvom kød indeholder vitaminer og mineraler, er det også en væsentlig kilde til mættet fedt og salt i kosten, og undersøgelser har påvist en sammenhæng mellem et højt indtag af især forarbejdet kød og tyktarmskræft”.

Det er sikkert belejligt, men dog forfejlet og ude af kontekst, når Henrik Marstal skriver på den måde.

For det er rent faktisk sådan, at World Cancer Research Fund har nedjusteret risikoen for indtag af rødt kød i deres seneste opdatering af viden om cancerforebyggelse.

Derfor ærgrer det mig, når man på den måde forsøger at opstille et skræmmebillede over for kød, og samtidig bygger den her mur op mellem kødspisere og veganere.

Det er ingen tjent med.

Myndighedernes anbefaling er, at man ikke bør spise mere end 500 gram tilberedt rødt kød om ugen. Det er en ganske fornuftig retningslinje at holde sig efter, hvis man vil holde en balanceret kost, der både indeholder grøntsager i alle farver, fuldkorn, fisk og kød – både det hvide og det røde.

Og for visse personer kan rødt kød faktisk ligefrem være fornuftigt at indtage. Den seneste befolkningsundersøgelse fra DTU Fødevareinstituttet af Danskernes Kostvaner viser f.eks., at tre ud af fire kvinder i den fødedygtige alder angiver et jernindtag, der er mindre end gennemsnitsanbefalingen. Her vil det være en god idé at spise mere rødt kød, der kan bidrage godt med jern.

Vi skal væk fra at udskamme fødevaregrupper.

Det skal ikke blive normalen, at ”afvigere”, som Henrik Marstal omtaler dem, der ikke følger normen, vil gøre deres enemærker til norm ved at skælde ud og demonstrere.

Det skal fortsat være okay at spise lidt af det hele.

Seneste nyt fra lf.dk