
Hvem skal have Den Dybe Tallerken 2019?
Nu er der mulighed for at indstille kandidater til ’Den Dybe Tallerken’, der er den danske kvalitets- og innovationspris for fødevarebranchen.
Kender du en fødevarevirksomhed, en organisation eller en person, som helhjertet og på exceptionel vis skaber innovation og kvalitet i harmoni med omverdenen?
Så send en indstilling til fødevarebranchens kvalitets- og innovationspris ’Den Dybe Tallerken’, hvis formål er at skabe opmærksomhed omkring innovation og kvalitet i den danske fødevaresektor, og at påskønne virksomheder, organisationer eller personer, der gør en langsigtet forskel inden for fødevareinnovation samt at inspirere til kvalitet, innovation og bæredygtighed i den danske fødevaresektor.
Mette Jasper Gammicchia, der er formand for bestyrelsen for Dansk Fødevare Forum og afdelingsleder hos Landbrug & Fødevarer, siger:
”Jeg glæder mig meget til at hylde en person eller virksomhed, der gør en særlig indsats for fortsat at udvikle fødevarebranchen i Danmark. ’Den Dybe Tallerken’ er et kæmpe skulderklap og en stor anerkendelse fra kollegerne i branchen.”
’Den Dybe Tallerken’ er branchens egen pris, hvor alle med tilknytning til den danske fødevareindustri kan indstille en prismodtager. Prismodtageren udpeges af en dommerkomite nedsat af Dansk Fødevare Forum.
Prisen uddeles i år for 19. gang på Dansk Fødevare Forums årsmøde 2. maj, og prisen overrækkes i år af Claus Meyer, der også vil fortælle om sine mangeartede oplevelser, udfordringer og succeser i fødevarebranchen.
Dansk Fødevare Forums årsmøde trækker hvert år op mod 100 deltagere; alle med baggrund i fødevarebranchen. De samles om spændende og aktuelle indlæg om innovative forretningstiltag samt gastronomiske udfordringer og netværk.
Læs mere om mulighederne for at indstille prismodtagere på: www.foedevareforum.dk
Det er muligt at indstille kandidater til ’Den Dybe Tallerken’ til og med 26. marts. Årets vinder offentliggøres 2. maj på Dansk Fødevare Forums årsmøde på Grilleriet i København.
Yderligere oplysninger fås hos:
Mette Jasper Gammicchia, afdelingsleder hos Landbrug & Fødevarer, mail: mjg@lf.dk eller pressekonsulent hos Landbrug & Fødevarer, Linda Gjaldbæk, mobil: 26 84 28 80 eller mail: lgjh@lf.dk