L&F glæder sig over tiltrængt fokus på vejnettet

Regeringen og DF’s plan for dansk infrastruktur er kærkommen, mener L&F.

400.000 timers spildtid i trafikken koster hvert år fødevareklyngen knap en kvart milliard, viser en analyse fra Landbrug og Fødevarer.

Derfor glæder erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer sig over, at regeringen og DF i dag har fremlagt en plan for investeringer i den danske infrastruktur.

Spildtid er en dræber for et erhverv, og vores virksomheder og landmænd ville langt hellere bruge den tid, de i dag bruger på at holde i kø på vejene, til at producere nogle af verdens bedste fødevarer, siger Flemming Nør-Pedersen, der er direktør i Landbrug & Fødevarer og fortsætter:

- Derfor er det rigtig positivt, at der nu er kommet et langsigtet udspil frem mod 2030 for den danske infrastruktur. Det er tvingende nødvendigt med investeringer i det danske vejnet, hvis vi skal nedbringe trængselsudfordringerne.

Hver fjerde lastbil transporterer varer, der er relateret til det danske fødevareerhverv, og på vejene færdes de landbrugskøretøjer, der er grundlaget for vores fødevareproduktion.

Trafikale knudepunkter

Landbrug & Fødevarer var selv ude med et transportpolitisk udspil med en række anbefalinger til investeringer i den danske infrastruktur sidste år.

Her pegede organisationen bl.a. på, at der er behov for investeringer til trafikale knudepunkter som E20, E45, ny midtjysk motorvej, en kattegatforbindelse, samt omkring indfaldsvejene til de store byer.

- Jeg glæder mig over, at mange af disse projekter er prioriteret i udspillet. Vi har brug for et mere effektivt transportsystem, hvis vi skal kunne opretholde konkurrenceevnen på et internationalt marked, siger Flemming Nør-Pedersen, der også glæde sig over projektet om en tredje Limfjordstunnel.
Han ser også gerne, at man prioriterer de kommunale veje:

- Mange af vores landmænd oplever, at landevejene ofte er i dårlig stand. Derfor er der sideløbende brug for, at kommunerne anlægger og vedligeholder, så vi holder alle del af landet kørende. Det kunne med fordel være et tema for nogle af de puljemidler, planen også afsætter.

Læs hele Landbrug & Fødevarers transportudspil her: https://lf.dk/aktuelt/nyheder/2018/september/transportpolitisk-udspil

Kathrine Blæsbjerg Sørensen

Seneste nyt fra lf.dk