
Satte annonce i avisen og fandt sit landbrug: Her er ’Årets unge landmand’
Prisen som ’Årets unge landmand’ er netop blevet uddelt på Landbrug & Fødevarers delegeretmøde. Den går i år til Henrik Pihl Winterø fra Fyn, der overtog sin nuværende gård på en lidt utraditionel måde. I dag driver han sammen med sin kone en imponerende ægproduktion.
Vinderen af prisen som ’Årets unge landmand’ er Henrik Pihl Winterø, der på en lidt utraditionel vis annoncerede i avisen efter et landbrug, han kunne overtage. Det lykkedes på fornemmeste vis med et glidende generationsskifte, så fynboen i dag driver en meget imponerende ægproduktion.
Den flotte produktion – og den anderledes vej ind faget – har været medvirkende til, at Henrik Winterø netop har modtaget prisen som ’Årets unge landmand’ på Landbrug & Fødevarers Delegeretmøde i Herning.
33-årige Henrik Pihl Winterø fra Aarup på Fyn var nødsaget til at tage lidt utraditionelle metoder i brug, da han ikke havde mulighed for at overtage den kalveproduktion, hvor han var driftsleder.
Annoncerede efter en gård i avisen
Derfor satte den handlekraftige unge landmand en annonce i avisen, hvor han kom i kontakt med en ægproducent. Henrik Pihl Winterø havde aldrig arbejdet med fjerkræ før, men han gik i lære hos den tidligere ejer, Helge Strandgaard Hansen, og driver i dag sammen med sin kone, Karoline Pihl Winterø, en imponerende ægproduktion.
I dag har han netop vundet prisen som Årets Unge Landmand på Landbrug & Fødevarers Delegeretmøde i Herning.
”Henrik, du skal vide, at din historie virkelig har sat sig fast hos mig. Din idé med annoncen i avisen er simpelthen genial. Den måde, din kone forelskede sig i den hvide bro i haven, og hun sammen med Helge fik solgt idéen om at købe gården – selv efter du egentlig havde afskrevet den. Du havde modet til at kaste dig ud i et nyt eventyr og lære om fjerkræ. Din vilje og mod til at lykkes med det er meget inspirerende for alle, lød det fra Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer, i talen til ’Årets unge landmand.’
Glad vinder
Henrik Pihl Winterø var selv overrasket – og meget glad – for titlen:
”Det er helt overvældende, det her. Jeg er utrolig stolt over at vinde prisen. Den betyder rigtig meget for mig, for den er et bevis på, at der er nogen, der har lagt mærke til det arbejde, vi går og gør hver dag. Prisen er en stor anerkendelse. Og så skaber den glæde i et erhverv, der ellers kan være hårdt presset,” sagde Henrik Pihl Winterø til salen, der responderer med stående klapsalver.
Henrik Pihl Winterø kæmpede om prisen sammen med to andre, unge landmænd; den 30-årige økologiske svineproducent Henrik Bovbjerg fra Give og den 25-årige mælkeproducent Simon Nielsen fra Langelund ved Give.
Til dem alle sagde Martin Merrild:
”Samlet er I et fantastisk billede på det moderne, danske landbrug. I gør det på hver jeres måde. Det viser, at der ikke er én rigtig måde at drive landbrug på. I har hver fundet jeres måde at udleve drømmen på. Jeg ved, at I kan komme rigtig langt og virkelig få rykket på en masse ting i vores erhverv, og vi håber, at en nominering til prisen som årets unge landmand kan hjælpe jer på vej.”
Formålet med prisen ’Årets unge landmand’ er at sætte fokus på lyspunkter i form af konkrete beretninger om unge landmænd, der med kreativitet, flid og rettidig omhu bryder mønstret og etablerer sig med en bedrift, der peger fremad.
Prisen er en studietur til en værdi af 30.000 kr., og den uddeles af Gjensidige, Landbrugsavisen og Landbrug & Fødevarer.