Der er et yndigt land. Martin Merrilds beretning på Delegeretmødet 2019

Formanden for Landbrug & Fødevarer om blandt andet udviklingen i landbruget, klima, Brexit, jordfordeling, fagligheden i debatten om jordbruget, bureaukrati, generationsskifte og samarbejdet med regeringen.

Landbrug & Fødevarers Delegeretmøde er skudt igang i Herning med åbningstale fra formand Martin Merrild. 

Video: Peter Prik Larsen 

***
Der er et yndigt land. Sådan synger vi i fædrelandssangen fra 1819. Det er ikke en sang om vores storhed som den tyske nationalsang. Det er heller ikke en blodig revolutionsmarch som den franske. Det er typisk dansk, fordrageligt. Det er et yndigt land.

Og yndigt er det jo først og fremmest, fordi vi størstedelen af tiden har udviklet Danmark i fællesskab.

Den udvikling tog fart efter ophævelsen af stavnsbåndet i 1788 - godt 30 år før nationalsangen blev skrevet. Stort set samtidig var man i gang med at hugge hovederne af hinanden under den franske revolution. Men selvom der ellers var nok at gøre oprør mod herhjemme, så endte det hverken i borgerkrig eller blodig revolution. I stedet samarbejdede vi.

Bønder, reformvenlige godsejere, borgerskabet og statsmagten. Reformerne gav plads til selvejerlandbruget, hvor individualisme og fællesskab går hånd i hånd. På den måde udviklede vi – langsomt, men sikkert – et af verdens stærkeste landbrug, og et samfund, der byggede på landbrugets værdier.

Efter nederlaget i 1864 blev landbruget endnu engang centralt for udviklingen af Danmark: Hvad udad tabes, skal indad vindes. Vi omdannede enge og heder til agerjord. Vi byggede andelsmejerier, andelsslagterier og eksporten steg.

Den centrale rolle som samfundsingeniør spillede vi i mange år. Landbruget var fundamentet for dansk økonomi og ikke mindst lokalsamfundet.

Landbruget var det danske samfund helt frem til moderne tid.

Danmark udviklede sig med tiden til at være meget mere end et landbrugsland. Industrialisering. Tøjproduktion. Skibsbyggere. Vindmøller. En vidensnation. Det har været med til at bygge et af de bedste samfund i verden.

Når jeg ser på perioden fra landboreformerne og frem til 1970’erne, så var vi et erhverv i fremgang og forandring – selvfølgelig med store udfordringer undervejs, men som en grundlæggende del af Danmark. Op igennem 70’erne var kornpriserne stadig fast inventar i radioavisen. Og Anker Jørgensens regering opfordrede os til at øge produktionen. Men så ramte 80’erne. Og her tænker jeg ikke kun på den larmende musik og mænd i turkise jakkesæt. Jeg tænker på kartoffelkur, AIDS-epidemi, fornyet frygt for atomkrig. 80’erne med markant urbanisering, hul i ozonlaget og stærke miljøbevægelser. En aften i 1986 kunne man i TV-Avisen se fiskere fra Gilleleje hive en kurv døde hummere op af Kattegat. Så eksploderede miljødiskussionen.

Dét markerer et skel i vores danmarkshistorie.

Fra at være selve samfundet i Danmark skulle vi pludselig forholde os til en stærkt kritisk tilgang fra det omkringliggende samfund. Vi blev ramt af en helt anden debatkultur, end den vi var vant til. Det kom bag på os. Set i bakspejlet kunne vi nok godt have tacklet kommunikationen bedre, end vi gjorde.

Vi var for længe om at gå i dialog og for hurtige til at trække sværdet. Og det, der mødte os, var mindst lige så krigerisk: Rigide, håbløse krav, der ikke var, og ikke er, realistiske. En konstant kamp om grundlaget bag miljøreguleringen. Regler og mål, der desværre har bidt sig fast og stadig den dag i dag er langt fra skiven.

Den lim, der bandt landbruget og samfundet sammen, gik lidt i opløsning. Det mærker vi stadig konsekvenserne af i dag. Den konflikt, der kilede sig ind mellem os og det politiske system, har krævet et stort reparationsarbejde. Vi tacklede ikke 80’erne godt, men vi lærte af dem.

Når det er relevant at genbesøge historien, så er det for at sige, at vi – i dag -  står overfor en lige så stor opgave med klimaet, som vi stod overfor med kvælstofreguleringen i 80erne.

Men vores udgangspunkt i dag. Dét er et helt andet.

Sidste år havde vi tørken. Forrige år fik vi så meget regn, at vi knap kunne høste. Og i år har vi her på egnen fået næsten 500 mm. regn siden 1. august. Danske landmænd bliver hårdt ramt af klimaforandringerne.

Det er en bunden opgave at bremse den globale opvarmning. Og vi skal bidrage. Hele Danmark skal bidrage.

Den klimakamp, som optager danskerne som aldrig før, har vi kastet os forrest ind i. Vi har rakt hånden ud til samfundet og sagt, at vi vil være klimaneutrale senest i 2050.

Hvordan når vi så derhen?

Vejen til klimaneutralitet skal gå gennem forskning og innovation. Gennem udvikling – frem for afvikling. Det er fint, at unge mennesker skærer ned på kødet. Men kødfrie dage i Danmark får os ikke i mål. Tal fra FN og Verdensbanken viser, at den globale efterspørgsel på kød vil stige, fordi flere heldigvis løftes ud af fattigdom.

Derfor skal vi – for verdens skyld - finde løsninger, så vi kan lave fødevarer uden klimapåvirkning.

Landbruget VIL udvikling. Vi forsker i, hvordan vi med det rette foder kan få køerne til at bøvse mindre – ja, sågar om vi kan opsamle noget af den udledning med emhætter i staldene. Vi kan sikre, at gyllen fra grisene hurtigst muligt kommer i en gylletank med låg på, så vi begrænser klimabelastningen mest muligt.

SEGES kan meget. Men de mangler dog stadig at opfinde det låg, der kan begrænse den gylle, der lukkes ud i medierne om dansk landbrug.

Vi har verdens bedste rådgivningssystem, der er tæt på landmanden og styres af landmændene selv. Vi skylder både dem der gav os et unikt system i arv, og de landmænd, der skal være her de næste år, at vi påtager os opgaven med at udvikle rådgivningen.

Vi skal sikre et rådgivningssystem, der giver værdi for os alle. Også de 2 % bedste af os. Vores rådgivning har sikret kort afstand mellem forskning og praktik.

Vi skal igen finde danske løsninger på globale udfordringer. Og de landbrugsløsninger, vi finder på, skal vi udbrede til hele verden.

Tænk på vindmøllerne, som jo i dag er blevet synonym med grøn, dansk omstilling. Det skete ikke over natten. Det kostede samfundet penge – mange penge – at nå dertil, hvor vi er med vindmøllerne i dag. Husk i øvrigt at vindmølleindustrien voksede op nedefra – startet af initiativrige smede og kreative mennesker i Vestjylland. Ikke fine universiteter og store kapitalfonde.

Ja - vi kan nå det utrolige, hvis vi står sammen.

Derfor glæder jeg mig til de drøftelser, som vi skal have i eftermiddag. Og ikke mindst til i morgen, hvor vi skal opleve, at der er mange i hele verden, der tror på, at det kan lade sig gøre. Opbakningen til vores projekt er stor. Men på Christiansborg må de ikke begå samme fejl, som de begik i 80’erne. Ligesom vi har lært af vores fejl, forventer vi, at Christiansborg også lærer af deres fejl. Regulering af klimaet må ikke ende som regulering af landbrugets kvælstof.

Forudsætningen for succes er, at fagligheden er i orden. Hvis Christiansborg bliver ved med at gå for langt og forcere udviklingen fordi, det skal se godt ud i et regneark, så bliver resultatet derefter.

Reguleringen af kvælstof er blevet bedre, når det kommer til virkemidler. Vi er langt fra i mål, men at der er andre virkemidler end den rigide normreduktion er et stort fremskridt. I kvælstofindsatsen mangler vi stadig viden og faglighed. Det er for meget teori og der mangler realisme bag målene.

Visse grupper har et mål om, at naturen skal se ud som før, der kom mennesker til Europa. De vil have, at udledningen til vandmiljøet skal være som i år 1900. Men hvordan kan man se bort fra, at vi i dag er 500 millioner europæere, der naturligvis påvirker miljøet? Og hvem pokker ved overhovedet, hvordan det var i år 1900?

Kravene medfølger, at landene i EU ikke kan nå målene. Og det undrer mig ikke. De er helt urealistiske. Ja landbruget bruger kvælstof. Det er en forudsætning for al plantevækst. Og ja, der er et kvælstoftab. Og ja, det tab skal begrænses.

Men vi har brug for andre værktøjer end teoretiske modelberegninger. Og det er helt afgørende, at vi begynder at se på andre påvirkninger af vandmiljøet end vores kvælstof. Hvis man fortsætter et ensidigt fokus på landbrugets kvælstof, så kan man - på papiret - halvere kvælstofudslippet. Konsekvensen bliver dog, at man også halverer os her i salen, - uden at nogle vil opdage, at miljøtilstanden er blevet bedre.

Regeringens seneste påfund med at fremrykke målrettet regulering er bare mere af samme skuffe. Vi er komplet uforstående overfor, at vi pludseligt får et krav om at reducere med 1150 tons kvælstof i 2020. Det er vel og mærke oven i de 1150 tons, vi allerede skal reducere.

Som sædvanlig er der ingen faglig begrundelse. Alt er baseret på mavefornemmelser. Det er politik når det er værst. Alle venter jo på den store kvælstofevaluering, der er lige på trapperne. Derfor har vi stillet spørgsmålet til regeringen mange gange:

Hvorfor nu?

Hvorfor 1150 ton?

Vi får ingen gode svar.

Da vi opdagede, at regeringen vil reducere med mere, end hvad der allerede er planen, tog vi fat i kraven på dem. Jeg tror ikke, de er i tvivl om, at vi mener, det er en helt urimelig behandling af landbruget.

Desuden er det direkte modsat af, hvad socialdemokraterne lovede inden et valg; nemlig at landbruget skal reguleres med et bredt flertal hen over midten. Den del har regeringen faktisk lyttet til og har indledt drøftelser med andre partier.

Skal landbruget reducere, så skal det gøres med kollektive virkemidler. Jeg har sagt det før, og nu siger det så igen: Der skal findes en løsning, hvor vi ikke får proppet flere efterafgrøder ned i halsen med kort varsel.

Der skal gribes ind nu. Ellers bliver det helt grotesk om 2 år med de nye vandplaner, der skal træde i kraft i 2021. Her risikerer vi, at tusindvis af hektar gode landbrugsjorde braklægges uden synlige forbedringer af miljøtilstanden. I Norsminde Fjord, hvor vandplanernes reduktionskrav kun kan nås hvis vi stopper produktionen på næsten halvdelen af den gode og dyrkningssikre landbrugsjord i oplandet. I oplandet til Stege Nor på Møn skal 100 pct.(!) af landbrugets kvælstofudledning fjernes. Eller Karrebæksminde Fjord, hvor de voldsomme krav også kan får urimelige konsekvenser.

Nu er det nok.

Vi har spillet med og gjort hvad vi kunne for at komme i mål i anden planperiode – på trods af at vi mener fagligheden bag er ringe. Men tredje planperiode i 2021 er en mur vi ikke kommer op over alene.

Det er ikke kun kvælstofreguleringen, der bunder i alt for ringe faglighed. Det gælder også for glyfosat, hvor der i flere europæiske lande tales om forbud mod midlet. Til trods for, at det er det mest gennemtestede pesticid i verden, så er der politikerne, der vil spille hasard med det moderne landbrug.

Ren populisme! Vi har både Miljøstyrelsen og EU's ord for, at det hverken er farligt for dyr eller mennesker. Lyt nu til dem! Derfor sender jeg i dag et klart signal til vores regering: Vi kan ikke klare flere begrænsninger på vores marker!

Der gælder samme princip for vandplanerne, kvælstof og pesticider, som der gælder for vores klima-arbejde. Vi spiller med. Vi er forandringsparate. Og vi vil gerne samarbejde om det ønskede resultat. Men lad os nu gøre det klogt. Fagligheden skal være på plads, inden der gennemføres flere reguleringer.

Ja til jordudtagning. Ja til minivådområder. Ja til skovrejsning. Ja til bedre biodiversitet. Ja til præcisionslandbrug. I det hele JA til klimatiltag, der virker. Men et klart NEJ til restriktioner, der hviler mere på følelser end på faglighed.

Vi kan ikke stå på forskellige fakta, som vi gør med meget af kvælstofindsatsen. Derfor er jeg glad for, at regeringen har rakt hånden ud og inviteret os med om bordet, når vi skal diskutere klima.

I Tyskland og Holland laver de traktordemonstrationer. Det er et resultat af en dyb, dyb frustration over manglende dialog med politikerne. Dér skal vi ikke ende. Lad os lære af Danmarkshistorien når den er bedst. Når vi har arbejdet sammen. Erhverv, befolkningen og politikere – så opnår vi resultater. Danske landmænd vil opbygge et landbrug, der vil revolutionere måden vi laver fødevarer på i dag. Vi vil opbygge et landbrug, der er maksimalt effektivt og som producerer mad til hele verden. Vi vil opbygge et landbrug, der er den moderne verdens første CO2-neutrale fødevareproduktion. Dét landbrug findes ikke nogen steder i den industrialiserede verden. Det er dét, vi vil være. Det er dét, politikerne skal hjælpe os med. Lad os give hinanden håndslag på, at vi ikke gør som i 80’erne. Lad os nu blive enige om, at vi skal arbejde sammen!

Dansk landbrug tager ansvar i klimaindsatsen. Vi engagerer os i samfundet. Vi har ressourcerne. Vi udnytter de muligheder, som frihandel og globalisering giver os. Vi tror fuldt og fast på, at globalisering er den bedste måde at skabe øget velstand og en øget klimaindsats.

Desværre er der alt for mange eksempler på lande, hvor alt for mange ikke får del i de muligheder globaliseringen giver. Hvis de mennesker, der mister deres job på grund af skærpet konkurrence, ikke får tilbud om uddannelse, omskoling og nye jobs, så vender de sig naturligvis imod udviklingen. Så bliver åbne grænser og frihandel pludselig et onde frem for et gode.

Vi finder alt for mange af disse mennesker - også i USA og Europa. Presset af omstændighederne stemmer de på politikere, der dæmoniserer frihandel.  Vi har set alt for mange valg, hvor politikere, der vil lukke deres land om sig selv, vinder frem. Det er en farlig vej at gå. For internationalt samarbejde og international handel giver vækst og velstand.

Noget af det værste i denne udvikling er Brexit. Der er sagt, og der kan siges meget om Brexit. Jeg vil nøjes med at minde om 3 alvorlige følgevirkninger.

1. Vi mister en vigtig politisk partner
2. Vi kan se frem til flere års usikkerhed på markedet
3. der er skabt et stort hul i EU's budget, som sandsynligvis kommer til at betyde en stor reduktion af landbrugsbudget.

Men på trods af ulykkerne glæder jeg mig over, at opløsningstendensen i EU ikke har spredt sig. Frem for at slå på den britiske befolkning over deres valg, er det nok bedre, at vi ser indad.

Vi har alle en kæmpe opgave i at sikre opbakningen til frihed og internationalt samarbejde. Skal det lykkedes og få accept, skal vi – de mere privilegerede – anerkende, at udviklingen også medfører problemer for de dårligst stillede.

Vi skal sørge for, at alle kommer med i udviklingen.

Det, at vi er et landbrugsland, er en integreret del af det at være dansker. Der er noget særskilt vigtigt i at producere sine egne fødevarer”.

Det er ikke mine ord, men vores nye statsministers. Og tak for de ord. De indrammer jo i virkeligheden det, jeg måtte bruge lidt flere ord på at få sagt i min indledning.

Tak til statsministeren for at sige klart og tydeligt, at dansk landbrug er kommet for at blive.

Vi deler din vision om at gøre Danmark til et grønt foregangsland. For – som du selv har sagt på et debatmøde i Jysk Landbrug - så er dansk fødevareproduktion ”et guldæg”. En tak skal også lyde til den tidligere regering.

Tak fordi I sammen med Dansk Folkeparti i 2015 turde gå til valg på en ny miljøregulering med jeres 16-punkts plan. Den betød en fornyelse af vores miljøregulering.  Eva, Esben og Jakob. Tak for indsatsen.

Jeg har nu spillet sammen med 6 ministre i min tid som formand. Jeg hører spekulationer i, om det mon er mig, der har slidt dem op. Jeg kan dog i den forbindelse henvise til at jeg derhjemme stadig har den samme minister efter 38 år. Men selvfølge siger vi tingene klart og lige ud i ministerkontorene. Vi forventer meget af vore ministre!

Jeg hører nogle landmænd sige: ”Når I forhandler med ministeren!” Og her vil jeg gerne forklare, - vi forhandler ikke. Vi afleverer alle vores gode argumenter, og så træffer ministeren beslutningen.

I maj var jeg på besøg i Bretagne i den nordlige del af Frankrig. Her dyrker man ca. 60 procent af jorden som hos os. Under besøget hos det regionale landbrugskammer, blev vi præsenteret for, hvordan de arbejdede med at udvikle områdets landbrug. Jeg spurgte forsigtigt landbrugsrepræsentanten, om de også arbejdede med at tage landbrugsjord ud af produktion for at give mere plads til naturen. Hun kiggede dybt forundret på mig og sagde, ”Nej! Vores opgave er da at sikre udvikling af landbruget”.

Jeg fortæller historien for at understrege, at danske landmænd er forandringsparate og tager diskussionen om natur og biodiversitet alvorligt.

Vi lavede et fælles udspil med Danmarks Naturfredningsforening i starten af året. Den fælles plan foreslår jordfordeling og udtagning af 100.000 hektar landbrugsjord.

Opbakningen fra medlemmerne har været enestående. En ting er, at det er lykkedes de to organisationer at finde en fælles platform. Men det giver jo først rigtig mening, når landmænd fra hele Danmark bekræfter, at de er parate til at spille med.

Indrømmet: Jeg var en smule nervøs for reaktionerne. Men både primærbestyrelsen og landsformandskredsen bakkede op. Og det gjorde helt almindelige landmænd også. Det næstbedste er så, at hele samfundet også har reageret fantastisk positivt på vores fælles udspil.

Det har været en stærk oplevelse sammen med Maria Gjerding at besøge aktive produktionslandmænd, som stod på spring for at deltage i jordudtagning. Jeg håber, at vi i fremtiden kan finde flere emner, hvor det giver mening af lave fælles udspil.

Nu venter vi utålmodigt på, at regering giver os mulighed for at komme i gang med jordudtagning og jordfordeling

Jeg har – som sagt - allerede haft et godt samarbejde med 6 ministre i min formandstid. Jeg glæder mig over, at statsministeren allerede fra starten har givet os to ministre. Velkommen i marken til dig Mogens Jensen og til dig Lea Wermelin. I skal vide, at vi vil gå langt for at spille med i naturens og klimaets navn

Men vi har to ufravigelige krav:

For det første: Beslutningerne, I tager, skal hvile på et fagligt grundlag. Jeg har allerede talt om kvælstof, vandplaner og pesticider. Sørg nu for, at fagligheden er i orden.

Jorden er vores produktionsapparat. Vi skal producere i samspil med naturen. Ja - vi er noget ganske andet end en fabrik. Men vi er altså stadig erhvervsdrivende. Og vi vil behandles derefter.

Landmændene har købt jorden for at dyrke den. De har tilladelse til at dyrke den. Og det er derfor uden for enhver rimelighed, når en kommune pludselig kommer og forbyder en landmand at anvende pesticider, der ellers er godkendt af verdens både skrappeste og bedste godkendelsessystem.

Når vi hører sådan noget, så bliver vi vrede. Det er så uanstændigt, at vi behandles på den måde. Hvis takken for at række hånden frem mod samfundet er at blive behandlet respektløst, så kan vi ikke sikre sammenhold og medspil.

Vi skal sikre, at de landmænd, der ikke tror på, at dialog og gensidig respekt er vejen frem, får uret. Men den dagsorden bliver voldsomt udfordret, når kommunerne og Christiansborg ikke behandler landmændene med respekt.

Derfor er vores andet ufravigelige krav: I skal behandle os ordentligt. Vi vil gerne have, at der kommer mere natur i Danmark. Vi vil gerne gøre det bedre for klimaet. Og vi vil fortsat have rent drikkevand. Men tingene skal foregå på en ordentlig måde.

Køb jorden af landmanden. Betal landmanden en fair erstatning for tabet. Lad være med at snyde på vægten. Og stop nu snakken om at bruge EU-støtten til at købe jorden – så forringer I bare vores konkurrenceevne. Kort sagt: Gør det nu ordentligt! For gør I det ordentligt - så har I et erhverv, der spiller med.

Vi elsker vort yndige land. Og der sker trods alt så meget godt derude. Forrige søndag besøgte jeg to nye medlemmer: Thea og Danie. De købte i 2015 en gård ved Ikast på 230 hektar med produktion af ca. 8000 slagtegrise. Finansiering af købet klarede de med egen opsparing, realkreditlån, et sælgerpantebrev, et sparrekasselån og et etableringslån i Landbrugets finansierings Bank.

I dag driver de 600 hektar med 200 hektar kartofler og producerer 10.500 slagtegrise. Og lånet i Landbrugets finansierings Bank er indfriet 11 år før fristen.

Thea og Danie er super dygtige og dybt engagerede. Og jeg ved, at mange er trætte af at høre mig fremhæve, at flid og sparsommelige er nyttigt. Men Thea og Danie ER virkelig flittige og sparsommelige unge landmænd.

Det er hårdt arbejde at være nyetableret, men som Thea fortalte mig: ”Vi har faktisk haft en sund økonomi hele tiden. Men vi kører også i en gammel bil. Vi har ikke holdt ferie, og vi arbejder næsten hele tiden. Men nu har vi en aftale om en medarbejder mere, så vi kan begynde at holde lidt fri. Det er hårdt men godt at have sit eget.”

Regeringens beslutning om at hæve bo- og gaveafgiften er gift for de familier, der vil gøre alt for at sikre, at virksomheden føres videre til næste generation. Et af de store problemer for specielt de unge landmænd er gældsbyrden. Og bo- og gaveafgiften kan kun betales ved, at de unge stifter mere gæld.

Vi har sammen med mange andre forsøgt at råbe regeringen op, men regeringen vil ikke rokkes. Vi beder ikke om andet end hjælp til selvhjælp. Vi beder om at få lov til at beholde nogle at de penge, der er investeret i virksomheden. Vi beder om bedre vilkår for sælger-pantebreve. Bedre adgang til succession. Og en garanti for, at vi ikke bliver dobbelt ramt med markante stigninger i ejendomsvurderingerne, når de engang kommer.

Lad os stå sammen om at give næste generation mulighed for at blive selvstændige landmænd. Så garanterer jeg, at de vil udvikle og investere og dermed give et stort bidrag til samfundet.  

Jeg bliver stolt, når jeg hører historier som den om Thea og Danie. Hele samfundet burde hylde unge landmænd som dem.

Vores nye undersøgelse af landmændenes tilfredshed viser, at bureaukrati og kontrol stadig er det værste ved at være landmand. De komplicerede MFO-regler er et godt eksempel.

Jeg blev for noget tid siden ringet op af en landmand fra Thy. Han knoklede med høst og vådt korn mellem regnbygerne. Da han den 20. august kommer sent ind, kommer han i tanke om, at Landbrugsstyrelse har besluttet, at høsten skal være afsluttet samme dag. Han skyndte sig at skrive en mail til styrelsen, lige inden han gik i seng. Her fortalte han, at han ikke er blevet færdig med høsten. Næste morgen konstaterede han, at mailen ikke var gået igennem. Det betød, at fristen nu var overskredet, og at han skulle ud og så nye efterafgrøder.

Hvad er det for en måde at behandle hårdt arbejdende erhvervsdrivende på?

Når landmænd overskrider en frist med bare et kvarter, så er der kontant afregning i form af støttereduktion. Men når styrelsen ikke leverer til tiden, så slipper de bare med en undskyldning – IT-problemer..

Rigtig ”muntert” bliver det, når en landmand, der har moderniseret sin kvægstald skal sende tilbud, skriftlige opfordringsskrivelser og fakturaer ind til Landbrugsstyrelsen. Det medfører ofte, at man får et brev om, at man har indsendt to tilbud, der ikke er sammenlignelige. Eksempelvis: den ene ansøgning vedrører LED-belysning, der er sat op i én række. Den anden er LED-belysning i tre rækker.  ELLER at antallet af luger i teltoverdækningen ikke er det samme i de to tilbud. ELLER -den ene investering er malet grøn. Det er den anden ikke.

Eksemplerne er utallige…

Jeg husker også, da landmænd fik brev om, at Miljø- og Fødevareministeriets logo på et skilt om støtte fra det danske landdistriktsprogram var forkert. Derfor risikerede de nedsættelse af tilskuddet, hvis det ikke blev rettet op. Kronen manglede i logoet, men det absurde var, at landmændene havde brugt ministeriets egne skabeloner.

Det seneste og værste eksempel er fejlberegningen af EU-præmier fra 2019. Det er helt grotesk at landmænd pludselig bliver trukket med et markant beløb i støtten. Der er 200 landmænd, der mister over 100.00 kr. Det skyldes udelukkende en fejl hos Landbrugsstyrelsen. Og mens nogle landmænd mister langt over 100.000 kr. og skal i banken til et afgørende møde om deres fremtid, så sidder Landbrugsstyrelsen på deres hænder.

Det mindste, styrelsen kunne gøre, var at sige undskyld. Og lige bagefter kunne de så finde en ordentlig overgangsordning for de hårdest ramte. Kære styrelse: Tag ansvar i stedet for at skubbe bureaukratiet foran jer!  

Derfor en appel til vores fødevareminister:

Gør op med bureaukratiet.

Løs IT-problemerne.

Gør op med overfortolkningerne af EU-reglerne.

Gør op med bureaukraterne i EU, der tvinger dig til endnu mere bureaukrati.

Kære alle sammen.

Vi bor i et yndigt land. Et yndigt land hvor vore forfædre har skabt nogle enestående muligheder. Et yndigt land som er blevet rigt fordi vi arbejdede sammen i stedet for at skændes med hinanden. Fremtidens udfordringer klarer vi ved at se tilbage og lære af hvad vi gjorde rigtigt og hvad vi gjorde forkert. Gør vi det – alle sammen – så klarer vi de store opgaver der står foran os. 

Så vil det fortsat være skønt at være landmand. Skønt at være delegeret her i dag. Og skønt at være jeres formand.

Tak.