Tyske kantinegæster skal spise mere dansk økologi

Der er et stort potentiale for salg af dansk økologi til foodservice-markedet i Tyskland. Derfor er 13 danske virksomheder sammen med Landbrug & Fødevarer og Eksportrådet i Berlin i dag og i morgen på eksportfremstød i den tyske hovedstad.

Over 170.000 berlinere spiser hver dag i en kantine. Og netop i Berlin har man fra politisk side valgt at sætte fokus på økologi i offentlige kantiner, ligesom der arbejdes på at åbne et stort, økologisk madhus i 2020, som skal rådgive køkkener i forhold til økologisk omlægning.

"Både i Berlin og i flere delstater i Tyskland arbejdes der politisk på at øge den økologiske andel i de offentlige køkkener; herunder børnehaver, skoler, offentlige kantiner og catering til offentlige arrangementer," siger Tanja Asmussen, der er eksportrådgiver hos den danske ambassade i Tyskland.

Hun fortsætter:

"I kraft af sin størrelse har Berlin mulighed for at fastsætte sine egne økologiske standarder og mål i de offentlige institutioner og har derfor mulighed for at sætte dagsordenen indenfor økologi i den tyske, offentlige bespisning og i storkøkkener generelt. Desuden ser vi også flere private aktører som fx Vattenfall aktivt tage førertrøjen på i øko-debatten."

Mere dansk økologi i tysk foodservice
Det store fokus på den økologiske andel i foodservice-markedet (dvs. kantiner, cafeer, restauranter og storkøkkener, red.) i Tyskland er netop baggrunden for, at Landbrug & Fødevarer sammen med 13 danske virksomheder er taget til Berlin for at fremme kendskabet til dansk økologi på foodservice-markedet.

Sarah C. S. Fuglsig, der er seniorkonsulent i afdelingen for handel & marked hos Landbrug & Fødevarer, siger:

"Vi ser et rigtig stort potentiale for at eksportere mere dansk økologi til det tyske foodservice-marked. Hvis den begrænsede markedsandel, de har i dag, nærmer sig øko-andelen i tysk detail, taler vi om op til 3,6 milliarder euro."

Målsætning om 100 pct. økologi
I Berlin mødes de 13 danske, økologiske virksomheder med tyske storkøkkener og grossister. Projektet er forankret i Vattenfalls tyske kantiner, der har en målsætning om 100 pct. økologi.

"Vattenfall er på udkig efter råvarer og metoder til at indfri det mål, og her kommer de danske virksomheder på banen, fordi de kan levere på netop dét. Danmark bliver fra tysk side set som foregangsland på den økologiske agenda. Tyskerne er eksempelvis nysgerrige på, hvordan det er lykkes at omlægge København kommunes storkøkkener til omkring 90 pct. økologi," siger Sarah C. S. Fuglsig.

De 13 deltagende danske virksomheder spænder vidt fra ost og grøntsager til te, honning, chiafrø og juice. De er:

Gasa Odense
Gasa Nord Grønt, Brabrand
Thise, Skive
Green Gourmet, Randers
Danish BiOrganic, Hinnerup
DAVA Foods, Hadsund
Falengreen, Skanderborg
Jakobsens, Aulum
Original Chia, Sønderborg
SeiMei, Nakskov
A.C. Perch, København
Naturli', Randers
Hanegal, Haderslev

Kontaktinformation
Pressekonsulent hos Landbrug & Fødevarer, Linda Gjaldbæk, tlf.: +45 26 84 28 80 eller mail: lgjh@lf.dk

 

Seneste nyt fra lf.dk