Foto: Colourbox

Dansk landbrug vil levere klimaeffektive løsninger til udviklingslande

Landbrug & Fødevarer er gået sammen med hollandske Agriterra for at sprede bæredygtige landbrugsløsninger til udviklingslande. Målet er at udbrede viden og teknologi til gavn for det globale klima.

Det skal ikke kun være i Danmark, at landmænd bruger droner og satellitter i deres markarbejde. Fremover skal landmænd i udviklingslande også have bedre forudsætninger for at passe på både klima og miljø.

Landbrug & Fødevarer er gået sammen med hollandske Agriterra for at udbrede teknologi og viden om klimaeffektivt landbrug til udviklingslande.

- Danske landmænd er langt fremme, og den ekspertise og teknologi vil vi selvfølgelig gerne dele med resten af verden for at opnå yderligere CO2-reduktioner. Klimakrisen er en global udfordring, og her skal alle spille ind med, hvad de kan, siger Anne Arhnung, adm. direktør i Landbrug & Fødevarer.

Det er SEGES, Landbrug & Fødevarers videns- og innovationscenter, der bliver leverandør af teknologi og viden omkring klimaeffektivt landbrug, mens Agriterra håndterer kontakten til udviklingslandene.

- Vi ser rigtig stort potentiale i netop udviklingslandene. Det drejer sig bl.a. om at dyrke mere på mindre, så der kan frigives areal til skov og vådområder. Når vi ligger inde med nogle af løsningerne i dansk landbrug, så er det bedste, vi kan gøre at eksportere dem. Det vil ikke kun styrke den globale udvikling men også brandingen af dansk fødevareproduktion, fortæller Anne Arhnung.

Landbrug & Fødevarer og Agriterra deler en fælles vision om bæredygtig intensiv produktion som en del af løsningen på de globale klimaudfordringer.

- Verdens landmænd spiller en afgørende rolle for udvikling og modstandskraft over for klimaforandringer. Det er derfor, vi gerne vil udbrede den fremmeste danske og hollandske viden om klimaeffektiv produktion til landmænd i udviklingslande, tilføjer Kees Blokland, adm. direktør i Agriterra.

De to organisationer opfordrer til, at globale udviklingsbistandsmidler skal inddrages mere i klimakampen, at der skal investeres mere i klimavenligt landbrug i udviklingslande.

Samtidig arbejder man på, at Agriterra akkrediteres til FN’s grønne klimafond som første landbrugsaktør nogensinde.

For yderligere spørgsmål, kontakt: Caroline Gerd Frandsen, pressekonsulent hos Landbrug & Fødevarer, tlf. 20 76 17 90, cagf@lf.dk

Seneste nyt fra lf.dk