Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Se, rør og lugt landbruget – 62 landmænd søger gæster til Åbent Landbrug

Hvad gør danske landmænd for klimaet? Få svaret den. 15. september når 62 landmænd over hele landet tager imod nysgerrige danskere der gerne vil vide, hvordan danske landmænd kan producere fødevarer i verdensklasse med mindst mulig klimapåvirkning.

Brug af ny teknologi til at gøde mere præcist, genanvendelse af dyrenes gødning til at producere biogas og etablering af minivådområder som renser drænvand for kvælstof og fosfor.

Det er blot få eksempler på, hvad danske landmænd allerede gør for klima og natur. Søndag den 15. september har du mulighed for komme helt tæt på køer, kalve og grise, komme med op i de store landbrugsmaskiner og se hvad danske landmænd helt konkret gør for at få en endnu mere bæredygtig produktion.

-Vi vil gå forrest i arbejdet for at skabe en endnu mere klimaeffektiv fødevareproduktion og fremlagte i foråret en vision om at det danske fødevareerhverv skal være klimaneutralt senest i 2050. Derfor er det vigtigt at vi sikrer en endnu mere klimaeffektiv produktion. Nogle af metoderne til det kender vi allerede i dag og det er dem, vi gerne vil vise danskerne til Åbent Landbrug, siger Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer.

Sidste år brugte 73.300 danskere landet over deres søndag på at se, hvordan et moderne dansk landbrug ser ud. I år er der plads til, at endnu flere danskere selv kan se, hvorfor danske fødevarer er eftertragtede verden over, og hvordan danske landmænd arbejder på at få en mere klimavenlig produktion.

En af de landmænd, der ser frem sig til at byde nysgerrige danskere indenfor til Åbent Landbrug er Kasper Kvistgaard Christensen der ejer Viftrupgård Agro & Biogas sammen med sin kone Dorte og sine forældre Birthe og Knud. Siden 2016 har de leveret biogas til Spjald Fjernvarme, som omdanner gassen til strøm og varme til Spjald by.

Familien glæder sig til at vise deres gård, og ikke mindst biogasanlægget frem, der er med til at fremme Spjald som en CO2-neutral by og et eksempel på, hvordan landbruget arbejder med at producere mere bæredygtigt.

-Mange landmænd arbejder allerede med at producere mere klimavenligt. Derfor er det godt at der er et særligt fokus på netop landbrug og klima til Åbent Landbrug i år. Jeg glæder mig til at vise gæsterne, hvor præcist vi kan sprøjte markerne ved hjælp af vores moderne maskiner med GPS, siger Kasper Kvistgaard Christensen

I år er der selvfølgelig også mulighed for at sparke traktordæk, høre om bier, klappe kalve, hilse på grise og kyllinger og ikke mindst indåndet masser af frisk landluft.

Åbent Landbrug er gratis og der er noget for både børnefamilier, teenagere, pensionister, kødspisere og veganere når landmænd over hele landet søndag den 15. september åbner dørene kl. 10-16.

Allerede nu kan du på www.aabentlandbrug.dk finde information om de gårde du kan besøge.

Følg også Åbent Landbrug på facebook.com/aabentlandbrug


Seneste nyt fra lf.dk