Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening og Anne Arhnung, adm. direktør i Landbrug & Fødevarer. Foto: L&F

Landbrug & Fødevarer støtter op om Affaldsindsamlingen

Affald hører ikke til i naturen. Selvom de fleste danskere er enige i det budskab, ligger der desværre alt for meget affald i det danske landskab. Derfor bakker Landbrug & Fødevarer op om årets affaldsindsamling, som er arrangeret af Danmarks Naturfredningsforening.

Sidste år samlede de mange frivillige i Affaldsindsamlingen 156 ton affald ind. Det fortæller noget om, hvor vigtigt en sag det er, mener Anne Arhnung, adm. direktør i Landbrug & Fødevarer.

"Affald, der bliver smidt i naturen, er desværre et problem. Udover at det skæmmer skaber det også problemer på landmændenes marker. I værste fald kan affald i naturen ende i dyrenes maver eller i mejetærskeren ved høst. Det skal vi bekæmpe, og derfor er jeg glad for, at L&F bakker op om Affaldsindsamlingen."

Det er private og frivillige, som danner grundlaget for Affaldsindsamlingen. Således har alle haft mulighed for at oprette en indsamling. Det er derfor disse private indsamlinger, som alle danskere har mulighed for at melde sig til.

Indsamlingerne kan findes her. 

Normalt afholdes Affaldsindsamlingen i foråret, men grundet Covid-19 er datoen rykket frem til den 19. september. 

Læs mere på www.affaldsindsamlingen.dk.

Seneste nyt fra lf.dk