Det røde økomærke fylder 30 år - og er i topform

Det er 30 år siden, at danskerne for første gang stiftede bekendtskab med det røde økologimærke og siden dengang er udbredelsen kun blevet større. Det markerer Landbrug & Fødevarer med en gratis udstilling, Økologi i Danmark – veje til succes.

Da danskerne for 30 år siden for første gang kunne købe statskontrolleret økologisk, henvendte økologien sig til en lille gruppe forbrugere. Siden dengang er danskernes økologi bare vokset. I dag udgør økologiske fødevarer 12 procent af salget i detailhandlen og visse varer som eksempelvis gulerødder har en markedsandel på hele 45 procent. 

Landbrug & Fødevarer markerer 30 år med økologi med udstillingen Økologi i Danmark – Veje til succes. 

Udstillingen kan bestilles gratis til skoler, biblioteker, kantiner mv. Den fortæller, hvor den økologiske fødevareproduktion er i dag, og hvad der har været med til at skubbe på Danmarks økologiske udvikling. 

”Jeg er stolt over, at vi er det land i verden, hvor økologi fylder mest på butikshylderne, og hvor forbrugere i gennemsnit bruger flest penge på økologiske fødevarer. Det vil vi gerne fejre med danskerne,” siger Kirsten Lund Jensen, økologichef i Landbrug & Fødevarer.

Succes gennem samarbejde
Mange aktører har gennem årene arbejdet målrettet, politisk og markedsmæssigt på at fremme økologien i Danmark. 

”Den bemærkelsesværdige vækst i økologien er ikke kommet af sig selv, men er derimod et resultat af, at mange aktører har arbejdet benhårdt sammen i ønsket om at udbrede økologien. Med udstillingen vil vi gerne give forbrugeren et indblik i, hvordan det er lykkes at gøre økologien til den store succes, den er i dag”, siger Kirsten Lund Jensen. 

Sådan får du udstillingen til din by
Udstillingen vil turnere landet rundt og gøre forbrugerne klogere på økologien. Den består af seks plancher, der i billeder og tekst formidler:

  • Reglerne bag de økologiske fødevarer
  • Hvordan der er skabt tillid og troværdighed om økologien gennem regler og kontrol
  • Om de initiativer, der har bidraget til økologiens succes 
  • Fakta om det økologiske forbrug i Danmark
  • Hvad der optager de økologiske landmænd
  • Hvordan der arbejdes med klima og bæredygtighed i den økologiske produktion

Til udstillingen hører også en lille publikation, der går i dybden med planchens budskaber. 

Udstillingen tilbydes biblioteker, kulturhuse, kantiner, uddannelsesinstitutioner og landbocentre m.fl. 

Udstillingen er gratis og kan lånes i to til fire uger. 

Udstillingen kan bestilles her. 

 

Seneste nyt fra lf.dk