
Griseproducenter fra Salling er landets bedste til arbejdsmiljø
Charlotte og Jesper Gosvig er årets modtagere af Landbrugets Arbejdsmiljøpris. De får den for at arbejde efter en grundfilosofi om, at der skal være rart at være på bedriften, uanset hvor man kommer fra, og hvad man kommer med.
”Glad når man kommer og glad når man går”.
Det er den simple, men også meget succesrige opskrift på godt arbejdsmiljø på grisebruget Lindegården, som ligger ved Lindum på Salling. Opskriften lykkes så godt, at ejerne Charlotte og Jesper Gosvig mandag modtog Landbrugets Arbejdsmiljøpris 2020.
Prisen uddeles normalt på Landbrug & Fødevarers delegeretmøde, men Covid-19 situationen betød, at uddelingen i stedet foregik hos Landbo Limfjord i Skive. Her overrakte Lone Andersen, viceformand i Landbrug & Fødevarer prisen til Charlotte og Jesper Gosvig.
Det er SEGES arbejdsmiljøafdeling, der administrerer kåringen. Her fortæller man, at Lindegården er en værdig prisvinder, fordi man arbejder efter en grundfilosofi om, at der skal være rart at være, uanset hvor man kommer fra, og hvad man kommer med.
- Der er plads til forskellighed, og både udfordringer og udvikling er noget, man taler om og løser sammen. Medarbejderne og sammenholdet er virkelig i fokus, og der er en rigtigt god dialog, hvor ledelsen lytter til alle ønsker og forslag til forandringer. Det skaber en god stemning, hvor man er trygge ved hinanden og løfter i flok, siger Christina Edstrand, arbejdsmiljøkonsulent i SEGES.
Hun understreger, at den fysiske sikkerhed selvfølgelig er i top, og at alle tænkelige værnemidler er tilgængelige og bliver brugt, som de skal.
- Men det vigtigste i forhold til prisen er den dedikation, som Charlotte og Jesper Gosvig har i forhold til at skabe den gode og rummelige arbejdsplads. Arbejdet med at få de unge godt i gang i erhvervet er hjerteblod for Charlotte og Jesper. Derfor er særlige elevmapper, grundig introduktion og masser af hjælp og omsorg til eleverne fast praksis på Lindegården. Det er en stor indsats, men den lønner sig med tilfredse og trygge medarbejdere, der tager stort ansvar, siger Christina Edstrand.
På Lindegården er man overraskede og glade over at modtage prisen.
- Det var så stort at være indstillet, men at vinde prisen, det er den største anerkendelse, vi har fået i den tid, vi har været selvstændige. Vi kan skabe sikkerheden her på bedriften, men det rigtigt gode arbejdsmiljø, det får man først den dag sammenhold, samarbejde og omsorg går op i en højere enhed, siger Charlotte Gosvig.
Spørger man medarbejderne, så er det meget fortjent, at Lindegården vinder årets pris. Helle Andersen er elev, og meget glad for sin arbejdsplads.
- De har været virkeligt gode til at tage imod ps. Jeg har ikke så meget erfaring, men det kan man overhovedet ikke mærke, fordi jeg bliver bare hjulpet igennem, og får lov at spørge, når jeg er i tvivl. Jeg er glad, både når jeg møder, og når jeg går hjem igen, siger elev Helle Andersen.
Se video om livet på Lindegården.
LANDBRUGETS ARBEJDSMILJØPRIS:
Landbrugets Arbejdsmiljøpris uddeles hvert år til en landmand, der gør en særlig indsats for at skabe og udvikle et godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø på bedriften.
Vinderen af prisen arbejder seriøst og kreativt med arbejdsmiljøet og viser nye veje for sine kolleger.
Prisen består af et diplom og 25.000 kroner. Prisen støttes af SEGES, SAGRO, Hatting, DLG, Lely, LandboNord, Alm. Brand og Danvet.