L&F: V-udspil om 5 mia. til jordudtagning er særdeles positivt

Den ambitiøse udmelding fra formand Jakob Ellemann-Jensen på Venstres landsmøde glæder Landbrug & Fødevarer, der også er tilfreds med ambitionen om flere midler til grøn forskning og permanent forskningsfradrag på 130 procent.

Det er meget glædeligt, at Venstre vil sætte 5 mia. kr. af til udtagning af lavbundsjord. Det er det mest effektive værktøj, vi har til at reducere landbrugets klimagasser, og med et beløb af den størrelsesorden vil der vil alvor kunne rykkes på udtagningen.

Det siger Anne Lawaetz Arhnung, administrerende direktør for Landbrug & Fødevarer.

Jakob Ellemann-Jensen lovede i sin tale på Venstres landsmøde lørdag, at man vil arbejde for at finde de 5 mia. kr. over en årrække.

Der er efterhånden bred politisk enighed om at prioritere jordudtagning som en helt central del af landbrugets klimaindsats. Landbrug & Fødevarer har sammen med Danmarks Naturfredningsforening foreslået at tage 100.000 hektar lavbundsjord ud af drift.

- Venstres udmelding er ambitiøs, og jeg håber stærkt, at man, sammen med de øvrige partier, som ønsker at intensivere indsatsen med jordudtagning, kan finde enighed om at gøre ambitionen til en realitet allerede i den kommende finanslov. Det vil bane vejen for et rigtigt stort skridt fremad for landbrugets klimaindsats, siger Anne Lawaetz Arhnung.

Landbrug & Fødevarer hilser det også velkommen, at Venstre fremover vil reservere to-tredjedele af stigningen i det offentlige forskningsbudget til grøn forskning hvert år frem mod 2030, så der  bliver brugt godt 2 mia. kr. mere på grøn forskning. Tilsvarende er det positivt, at man har foreslået at gøre virksomhedernes forskningsfradrag på 130 pct. permanent. Det vil gøre det gøre det mere attraktivt for virksomhederne at investere i klimavenlig teknologi.

Seneste nyt fra lf.dk