Anne Arhnung, adm. direktør i Landbrug & Fødevarer
(Foto: Niels Hougaard)
Anne Arhnung har gjort karriere i landbrugs- og fødevareerhvervet i 25 år
Lørdag 7. august er det 25 år siden, Anne Arhnung havde første arbejdsdag i Landbrugsraadet, det nuværende Landbrug & Fødevarer. I dag er hun administrerende direktør for organisationen, der repræsenterer det danske fødevare- og landbrugserhverv.
For 25 år siden havde Anne Arhnung første arbejdsdag i Landbrugsraadet, som i dag hedder Landbrug & Fødevarer. I dag er hun administrerende direktør for selvsamme organisation, og der er sket meget i erhvervet, siden den nyuddannede jurist skubbede Axelborgs tunge dør op for første gang.
Anne Arhnung er opvokset på Fuglsang Gods på Lolland, hvor både hendes bedsteforældre og forældre var landmænd. Annes store passion for landbruget førte i første omgang til en landbrugsfaglig grunduddannelse, inden hun læste jura på Københavns Universitet.
Selvom arbejdspladsen er den samme, har de sidste 25 år budt på mange forskellige titler og ansvarsområder. Hun startede som konsulent med speciale i dyrevelfærd, veterinærforhold og miljøret. Siden har hun blandt andet været sekretariatschef, områdedirektør, direktør for landbrugets innovationscenter SEGES, og fra 2018 administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer.
I 2019 var Anne Arhnung en af de bærende kræfter, da Landbrug & Fødevarer lancerede visionen om et klimaneutralt fødevareerhverv i 2050. Den lancering har siden været en afgørende platform for fortsat udvikling i den danske landbrugs- og fødevaresektor.
”Vi står stærkt i forhold til vores medlemmer og vores omverden, men det er ikke noget, vi kan tage for givet. Vi har dygtige og effektive landmænd, og vi har udviklings- og markedsorienterede virksomheder. Vores erhverv er i konstant udvikling, og dét skal vi kunne understøtte ved at være på forkant. Vi skal hele tiden tænke i udvikling og forandring. Det kræver mod, og det har vi. Jeg er meget privilegeret at få lov til at stå i spidsen for det arbejde sammen med dygtige medarbejdere,” siger adm. direktør, Anne Arhnung.
Foruden adm. direktør i Landbrug & Fødevarer er Anne Arhnung også medlem af bestyrelsen i blandt andet Tænketanken Europa, Nyskovfonden, Geus og Danmarks Statistik.
Privat bor 52-årige Anne Arhnung dels i Hellerup og dels på gården nær Viborg med sin mand, landmand og formand for DLG, Niels Dengsø Jensen. Anne er mor til to døtre på 17 og 20 år.
Læs også:
Landbrugets førstekvinde: Jeg har en urkraft i mig, der gør, at jeg ikke lader mig ryste (amagerliv.dk/Avisen Danmark)
Anne Arhnung: Vi står et godt, men også vanskeligt sted (landbrugsavisen.dk)
Hun har gjort karriere i landbrug- og fødevareerhvervet i 25 år (viborg-folkeblad.dk)