DLF-formand Christian Høegh-Andersen er nyt medlem af L&F’s formandskab

Bestyrelsesformand i DLF Christian Høegh-Andersen bliver nyt medlem af Landbrug & Fødevarers øverste politiske ledelse, fællesformandskabet.

Det blev formelt afgjort, da Virksomhedsbestyrelsen holdt konstituerende møde i sidste uge.

Han afløser Jørgen Mikkelsen fra Danish Agro, der har valgt at stoppe efter otte år i formandskabet.

Christian Høegh-Andersen er 52 år, og har siden 2013 været bestyrelsesformand i frøvirksomheden DLF. Før det var han i to år næstformand, og blev første gang valgt til bestyrelsen i 2003.

DLF er blandt verdens største frøvirksomheder, og har godt 2.000 medarbejdere i over 20 lande på fem kontinenter. Sidste regnskabsår var omsætningen 7,5 mia. kr. Det er en tredobling siden Christian Høegh-Andersen overtog formandsposten.

Christian Høegh-Andersen er uddannet agronom og driver en planteavlsproduktion på Falster. Han er gift med Kirsten, der er dyrlæge og ejer af Maribo Dyrehospital, og sammen har de tre børn.

L&F’s formandskab består nu af formand Søren Søndergaard, Asger Krogsgaard, der er formand for Virksomhedsbestyrelsen, Thor Gunnar Kofoed, Lone Andersen, Steen Nørgaard Madsen og Christian Høegh-Andersen.

Seneste nyt fra lf.dk