
Blomsterstriber til gavn for insekter og til glæde for mennesker
Lige nu blomstrer mange kilometer blomsterstriber over hele landet. SEGES oplever stor interesse for landmænd for at være med til indsatsen, som blandt andet giver en hånd til de vilde bier.
Lige nu er der ekstra smukt langs mange kilometer danske veje på landet.
Landmænd over hele Danmark etablerer i stadigt stigende omfang blomsterstriber langs vejkanterne. Det er ikke kun en fryd for øjet, men også nyttigt i forhold til insekter og dyr.
- Blomsterstriber er en fantastisk kombination af noget, der ser rigtig flot ud præcis i denne tid, og et tiltag, der hjælper eksempelvis bierne, siger Troels Toft, sektordirektør for planteproduktion i SEGES.
Der findes ikke et samlet tal for, hvor mange kilometer blomsterstriber, der er etableret, men Troels Toft fortæller, at man fra landboforeninger og familielandbrugsforeninger hører om stor og stigende interesse hos landmændene. Andre steder er foreningerne selv gået sammen med andre virksomheder om at etablere blomsterstriber på et stykke vej.
Troels Toft glæder sig over den store interesse, og over hvor godt initiativer bliver taget imod af lokale og sommergæster, der plukker en buket sommerblomster eller bare nyder synet.
- Vi kan se meget positiv omtale på sociale medier, og mange af foreningerne gør meget ud at kommunikere om blomsterstriberne, så mange får glæde af dem. Det er en rigtig glad, historie, siger han.
Djursland Landboforening er en af de foreninger, der oplever stor interesse for medlemmerne. Hele 17 kilometer blomsterstriber er der etableret i år. Det er mere end det dobbelte af sidste år.
Foreningen har som en særlig service lavet en kort, som viser alle de etablerede striber. Ved at klikke på en af striberne får man vist vejnavn og koordinator, lige til at plotte ind i GPS’en.
Se oversigten over blomsterstriber hos Djursland Landboforening.