
Børn tager på kulinarisk verdensturné i sommerferien
Selvom sommerferien er over os, er der godt gang i køkkenet på en lang række skoler i hele Danmark i de kommende uger. Uden at skulle transportere sig længere end til skolekøkkenet, besøger børnene lande som Kina, Pakistan og Italien. På Madskolen står menuen nemlig på mad fra hele verden.
Madglade børn tager grydeskeen i egen hånd og smider forældrene ud af køkkenet. Sammen med en gruppe frivillige instruktører bruger børnene 5 dage i køkkenet på en række lokale skoler. Her bliver der hakket, stegt og bagt, følt, duftet og smagt.
Verden rundt i køkkenet
Temaet for Madskolerne er ”Verden rundt”. Projektet sætter fokus på madkultur og gode smagsoplevelser.
”Vi tager børnene med på en kulinarisk rejse, der hverken kræver coronapas eller lange flyture. Via maden besøger vi en lang række lande og lærer om deres madkultur. På turen rundt i verden, er det børnene selv, der står for at kreere de lækre retter – under kyndig vejledning fra vores dygtige frivillige instruktører,” siger Line Munk Damsgaard, der er ernæringschef i Landbrug & Fødevarer og landsdækkende koordinator for Madskoler.
Baseret på frivillighed
Alle Madskoler er baseret på frivillig arbejdskraft. Præcis hvor og hvor mange Madskoler, der gennemføres fra år til år afhænger derfor af, hvor mange frivillige, der melder sig, fortæller Henrik Dalum, der er formand i 4H:
”Alle Madskoler er baseret på frivillig og dermed ulønnet arbejdskraft. I år bruger godt 400 frivillige en uge af deres sparsomme fritid på at være med. Det er jeg hver og en dybt taknemlig for. For det er først og fremmest deres fortjeneste, at Madskoler eksisterer”, siger han.
Madskoler arrangeres af foreningen 4H i et ikke-kommercielt samarbejde med Landbrug & Fødevarer og REMA 1000. Og selv om det er sommer og ferie, håber arrangørerne, at børnene også får lidt læring med sig.
”Vores mål er, at børnene på Madskoler har det sjovt samtidig med at de lærer om vigtige emner som mad, sundhed og madspild,” siger Henrik Dalum.
Læs mere på madskoler.dk