Formandens beretning

Læs formand Søren Søndergaards beretning fra Landbrug & Fødevarers delegeretmøde 2021.

Søren Søndergaards beretning på delegeretmøde 2021

DET TALTE ORD GÆLDER

Kære delegerede, kære gæster

Tænk, hvis dansk landbrug aldrig mødte modstand.

Hvis vi altid havde medvind og solskin. Hvis der ikke var sten på marken. Hvis vi aldrig stødte på udfordringer. Eller forandringer.

Hvor ville vi så være i dag?

Det er jo svært at sige. For vi er om nogen rundet af opfindsomhed og forandring. Vi har gang på gang været med til at finde veje ud af kriserne. Komme igennem de svære forandringstider. Vi har lagt jord til og arbejdskraft i at nå de mål og krav, samfundet satte for os. Men vi har først og fremmest sat høje mål for os selv. Vi er drevet af ønsket om, at vores arbejde skal være smartere og bedre i dag, end det var i går.

Vi har drevet landbrug i flere tusinde år. I nyere tid har vi gennemlevet en oliekrise. En finanskrise. En coronakrise. Og vi står midt i en klimakrise. Og ind imellem det, har vi altid produceret mad til befolkningen.

For præcis et år siden stod jeg her ved talerstolen som kandidat til formandsposten. Langt de fleste af jer sad hjemme bag skærmene. Og midt i dét eksploderede virkeligheden.

I folkesundhedens navn blev minkavlerne beordret til at aflive deres dyr og nedlægge eget erhverv. Familier, der havde opbygget livsværk gennem flere generationer kunne se det revet i tusind stykker på live-tv.

Det var dramatisk. Og tragisk. Det var og er et sort kapitel i dansk landbrugs historie.

Og det sidste kapitel er endnu ikke skrevet. Vi afventer stadig en granskningskommission, ligesom vi presser på for at få udbetalt de lovede erstatninger.

Det er en svær og urimelig tid for mange af vores kolleger. Og jeg vil gerne sige tak til jer, til jeres medarbejdere i foreningerne, til Kopenhagen Fur, Danske Minkavlere og til vores medmennesker i land og by, som sørgede for – og stadig sørger for – at der var rådgivning, næstekærlighed og krisehjælp til rådighed for vores ramte kollegaer.

Tusind tak for indsatsen!

Kriser, der kommer udefra. Dem er vi gode til at håndtere. Når nettet strammes, så ligger det på vores rygrad at stå sammen. At smøge ærmerne op og se frem. At handle resolut. Og blive stærkere på den anden side.

Men det sker også, at en krise kommer indefra. Det sker, at et rødt flag bliver hejst. Men at vi ikke ser det tydeligt nok. Sådan en krise var og er hele forløbet omkring krænkelserne i Danbred. Og ikke mindst vores håndtering i toppen af Landbrug & Fødevarer.

Vi reagerede hverken rettidigt eller ordentligt, da kvinderne rakte ud. Og jeg vil gerne gentage min og den samlede ledelses uforbeholdne undskyldning til såvel dem som til alle andre. Vi kan og skal stille større krav til de virksomheder, vi er medejere af. Og I kan og skal forvente mere og bedre af Landbrug & Fødevarer.

Jeg ville selvfølgelig ønske, at det aldrig havde fundet sted. Men det fandt sted. Og så har vi en forbandet pligt til at lære af det.

Som I ved, har forløbet også medført, at Anne Arhnung ikke er med her i dag. Og som I ved, er dét en beslutning, jeg er ked af.

Men jeg er glad for, at Flemming Nør-Pedersen har sagt ja til at være konstitueret som administrerende direktør. Flemming kender vores organisation og vores erhverv og er en medvirkende - og væsentlig årsag til, at vi kan bruge den tid, det tager at finde en ny til posten som administrerende direktør.

Og jeg kan garantere jer for, at koncernens medarbejdere og øvrige ledelse knokler videre i mellemtiden.

Med ansvaret ‘at lære af vores fejl’ følger også modet til at få et blik udefra helt ind og se på vores maskinrum. Se på, om noget skal være anderledes. For vi skal og vil foretage de ændringer, der er nødvendige.

Som varslet arbejder vi med en række konkrete tiltag, som blandt andet skal udløse konsekvenser, hvis god selskabsledelse ikke efterleves i eksterne selskaber, vi er medejer af.

Men vi kigger også vores interne kultur og struktur efter i sømmene og arbejder for eksempel med diversitet på tværs af alder, køn og erfaring.

I mange år frem vil og skal Landbrug & Fødevarer stå som en moderne organisation for et moderne erhverv i et moderne samfund.

Det sidste år har været præget af flere kriser. Sådan kan vi i hvert fald vælge at se på det. Men vi kan også vende det om. Vi kan hæve os lidt op over det hele. Klatre op i udkigstårnet og tage et kig ud over landskabet – både det, der ligger bag os. Det der er her lige foran os. Og det, vi kun lige kan ane konturerne af helt ude i horisonten.

Min tipoldefar hed også Søren Søndergaard. Han blev født i 1829, og med min tipoldemor, Maren, var han - sammen med mange andre bønder med til at opdyrke den jyske, golde hede.

Han sled i det. Og jeg ved fra gamle breve, at han også nogle gange syntes, det var surt. Helbredet skrantede, og vestenvinden peb ind ad vinduerne. Ofte drømte han sig væk. Han længtes efter et lettere liv.

Men han blev ved.

Han og Maren stod op hver morgen, når pligten kaldte.

De ville være med til at skabe forandring.

Der var et stærkt ønske fra kongen og staten om at dyrke heden. For der var et stigende behov for at producere mad til folket.

Her godt halvandet århundrede senere har jeg overtaget slægtens gård sammen med min hustru, Ingebeth. Vi er landmænd i en tid, hvor droner overvåger markerne. Moderne stalde giver det optimale indeklima. Fodringen af dyrene styres af avancerede computere. Maskiner gør det hårde fysiske arbejde.

Og produktiviteten er høj.

Vi har meget at takke vores forfædre for. De har trukket den tunge plov foran os. Så vi i dag kan følge i sporene af plovfurerne. De har lagt en retning ud. Ligesom generationerne efter har gjort.

Den industrielle revolution.

Den teknologiske revolution.

Opfindelser, der har forandret verden.

Det forpligter!

Og hvordan ser landskabet lige foran os så ud?

Ja – vi står med en politisk aftale for landbruget. Og jeg må ærligt sige, at vi på flere tidspunkter ikke kunne se særligt meget lys forude undervejs i den helt ekstremt langstrakte proces.

Og for at nå frem til aftalen, kræver det, at jeg igen lige går tilbage til vores delegeretmøde sidste år. For da jeg for et år siden stod her i Herning, var det med visheden om, at regeringen var på vej med et udspil, der tegnede til at gøre rigtig ondt på vores erhverv.

Udspillet kom for en stund tilbage i ministerens skrivebordsskuffe. Vi satte derfor alle kræfter ind på at sikre, at skuffetiden ikke kun blev ventetid, men også tænketid.

I mellemtiden kom en ny minister og skuffeansvarlig til – og i april præsenterede regeringen sit udspil til en landbrugsaftale. Og her stod Rasmus Prehn på pressemødet og sagde:

”Vi vil klimaet. Vi vil miljøet. Vi vil fremtidens landbrug uden at det skal koste arbejdspladser. Det er vigtigt for os, at vi holder de balancer.” 

Erhvervsminister Simon Kollerup supplerede med at sige, at:

”Danmark er et landbrugsland, en kulturbærer og landbruget er en vigtig del af Danmarks DNA og økonomi.”

Vi nåede lige at tænke, at den tid i skuffen da havde været rigtig god. Men det stod også ret hurtigt klart, at der var meget lang vej igen.

Fine ord kan jo ikke bare sådan lige omsættes til et bredt politisk flertal.

Udspillet var fortsat håbløst underfinansieret. Vores beregninger viste, at det ville koste op mod 14.000 arbejdspladser. Regeringen havde ikke lyttet til de meget store bekymringer ved kvælstofreguleringen. Og der manglede ikke mindst midler til den frivillige jordfordeling og -udtagning.

Det kunne vi ikke acceptere! Det hang simpelthen ikke sammen med ambitionen om at udvikle frem for at afvikle.

Det blev sommer, og det blev efterår. Og forhandlingerne sneglede sig af sted, indtil de til sidst endte i Finansministeriet.

Det lignede en gordisk knude, som ingen kunne løse. Der var store ambitioner. Men ingen penge.

Det så sort ud i lang tid. Men vi gav ikke op. Og der blev heldigvis også lyttet til store dele af vores opråb.

Den 4. oktober – altså 11 måneder efter Delegeretmødet - kunne et næsten samlet folketing fra Enhedslisten til Nye Borgerlige præsentere den landbrugsaftale, vi havde ventet så længe på.

Det var et historisk øjeblik.

Det var en historisk bred aftale.

Og det var resultatet af en historisk stærk indsats fra et samlet erhverv!

Selvom stort set alle så glade og lettede ud foran de rullende kameraer ved Finansministeriets glasdør – så havde det virkelig kostet blod, sved og tårer.

Jeg vil gerne takke regeringen, Lea Wermelin og Rasmus Prehn. Særligt tak til dig, Rasmus, for et godt og ærligt samarbejde. Jeg erkender, at du ikke har haft den letteste opgave – men du har lyttet. Og jeg må sige, at jeg personligt har stor respekt for den opgave, du har skullet kæmpe med. Du kunne have valgt en hurtigere – og måske politisk mere fremkommelig vej. Men du valgte den rigtige vej. Du valgte i sidste ende det brede samarbejde. 

Jakob Ellemann – du, dit stærke forhandlingsteam og hele blå blok fortjener i den grad også en tak for jeres indsats under forhandlingerne. Hele vejen igennem har I talt for, at klimaindsatsen, en stærk fødevareproduktion og danske arbejdspladser skulle gå hånd i hånd. Og I har insisteret på at finde flere penge, så der rent faktisk blev udvikling fremfor afvikling. Det er stærkt, at hele blå blok blev i forhandlingslokalet og var med til at underskrive aftalen.

Vi har fået sat fokus på kollektive virkemidler.

Vi får en second opinion på kvælstof.

Det gode landmandskab kommer mere i centrum med en ny reguleringsmodel.

Datotyranniet omkring efterafgrøderne får et servicetjek. 

Og der kommer flere nye penge – også til de grønne investeringer.

Dét kan vi godt være tilfredse med!

Der er mange at takke. Alle de dygtige medarbejdere i Landbrug & Fødevarer fra Bruxelles i Syd til SEGES i Vest og Axelborg i Øst for politisk tæft, sene nattetimer på kontoret og dyb faglig viden.

De mange virksomhedsmedlemmer, der har stået skulder ved skulder og insisteret på en bred aftale.

En stor tak skal også lyde til jer. I har udvist imponerende holdånd. I har vist, at fællesskabet står stærkt.

Der bliver talt meget om ”lobbyisterne fra Axelborg”.

Men man kommer altså ikke igennem med meget, hvis ikke mappen - eller hovedet - er fuld af gode argumenter, eksempler fra virkeligheden og erfaringer og viden fra hver en krog af det danske landbrugsland.

Det er, når vores kollega Brent Christensen fra Vejle-Fredericia Landboforening inviterer Troels Lund Poulsen indenfor på Hopballe Mølle for at fortælle om, hvordan ammoniakreglerne truer hans ellers succesrige forretning.

Det er, når formanden for Landboforeningen Midtjylland, Frede Lundgaard, inviterer Søren Pape med til Hjarbæk Fjord for at give et indblik i, hvad vandplanerne giver af udfordringer for den enkelte landmand.

Det er, når vi holder Åbent Landbrug, og den danske befolkning strømmer ind ad jeres gæstfrit åbne stalddøre og markstier. Og går derfra med en endnu mere positiv opfattelse af landbruget, end da de kom.

Det er den slags lokalt engagement, der rykker noget. Og jeg kunne nævne mange flere eksempler på stærke, lokale indsatser.

For et træ kan ikke vokse uden sine rødder. Vi har et vidt forgrenet rodnet, som udgør erhvervet og Landbrug & Fødevarer.

Det lokale samarbejde betyder, at vi står som et stærkt og samlet erhverv i hele landet.

Og hvad så her på den anden side? Hvad er det for et landskab, den landbrugsaftale skal ud at leve i?

For selvom der har været langt værre scenarier på bordet undervejs, så har den endelige aftale stadig meget spidse torne - og arbejdet for at sikre bedre rammevilkår for vores erhverv er slet ikke slut.

Det gælder målet på klimaområdet med et bindende reduktionsmål på mindst 55 procent for vores erhverv i 2030. Folketinget skal følge op med massive investeringer i forskning og innovation, for at det kan lykkes.

Det gælder direktivet om god miljøtilstand i vores vandmiljø i 2027.

Og det gælder beslutningerne om en reform af vores fælles europæiske landbrugspolitik fra 2023.

Alle bliver påvirket på den ene eller anden måde. Og nogle – blandt andre kvægbønderne og producenterne af stivelseskartofler - bliver ramt af udjævningen af landbrugsstøtten.

Det bliver svært.

Vi skal igennem en kæmpe omstilling. Men det bliver en omstilling, som sker gennem udvikling. Ikke afvikling. En omstilling, hvor vi leverer på de høje mål.

Som Niels Skovgaard fra LandboUngdom har formuleret det:

” Det er helt essentielt for min generation af landmænd, at vi ikke taler om at 'overleve' en grøn omstilling. Vi ønsker selv at skabe en fremtid med grøn omstilling.”

Dét synes jeg er en stærk vision!

I min tipoldefars tid skulle fattigdom vendes til velstand. Byerne skulle udvikles og vokse. Og jordens opdyrkning kom hele landet til gode.

For 100 år siden var vi i udpræget grad et landbrugsland. Jo mere jord, vi kunne dyrke, desto bedre. Landmændene knoklede. Det er jo også derfor, vi i dag dyrker lige godt 60 procent af Danmarks areal.

Folket manglede mad, og det var et problem, der var til at tage og føle på. I dag er verden – og udfordringerne blevet mere komplekse.

I dag ved vi, at fødevareproduktion også sætter aftryk på klimaet, miljøet og naturen.

Men folket har jo stadig brug for mad! Både i Danmark og i hele verden. Og omverden har mere end nogensinde før brug for dansk innovation og teknologi.

Det vil kræve meget af os. Vi skal levere de løsninger, som sikrer en fortsat stor og effektiv fødevareproduktion. Og som samtidig bidrager til et godt klima, et godt miljø og en god natur.

Vi er et samlet erhverv. Men vores styrke er også vores forskellighed. Vi har små og store bedrifter. Vi har husdyrproducenter. Planteavlere. Konventionelt og økologisk.

Sammen kan vi levere. Sammen vil vi levere.

Og vi er allerede i fuld gang:

Nye plantesorter.

Mere intelligente sædskifter.

Præcisionslandbrug med droner og brug af data.

Ny genetik.

Nye stalde. 

Mere effektiv fodring af dyrene.

Store leverancer af vedvarende energi.

Landmandsejede globale virksomheder, der gang på gang sætter sig selv ambitiøse grønne mål.

Jeg kunne sagtens fortsætte. Vi er i landbruget klar til at levere løsninger. Løsninger, som bidrager herhjemme. Men også i hele verden med eksport af teknologi, genetik og viden.

Vi kan så meget i dag. Tænk, hvad vi kan i morgen.

Vi skal ikke flytte produktionen ud af landet. Vi er nogle af de mest klimaeffektive i verden.

Vi eksporterer varer og knowhow. Men vi har altså ikke tradition for at eksportere problemer.

I stedet skal vi gøre den helt store forskel gennem tæt samarbejde inden for hele vores landbrugs- og fødevareklynge. Gennem partnerskab med samfundet. Og ikke mindst sammen med hele forskningsverdenen.

Nogle gange er vi mere klar end politikerne, selvom vi ofte får skudt det modsatte i skoene.

Vi forventer ikke, at samfundet følger med os. Vi ved godt, at vi skal følge med samfundet. Ja, vi er samfundet.

Vores forfædre vidste det.

Vi ved det.

Vi skal trække nye plovfurer i den jord, generationerne før os gjorde frugtbar.

Selvom vestenvinden til tider er ved at blæse os omkuld, så står vi her stadig.

Mine forfædre Søren og Maren knoklede for at levere gården Baldershave videre til deres børn. Mange år senere overtog jeg gården fra mine forældre i en stærk tro på, at jeg også kunne være med til at forandre.

Min lille datter Ingrid er kun et år. Men når hun bliver voksen, så vil hun måske være ingeniør. Jordemoder. Tømrer. Eller lærer.

Det kan også være, hun vil være landmand.

Men hvis hun skal kunne se sig selv som 6. generation på gården, så skal det være et landbrug og et erhverv, som er i trit med samfundet. Her har vi alle sammen en stor opgave. Vi har et kæmpe ansvar for at blive ved med at forandre og levere det, samfundet har brug for.

Jeg vil gerne slutte af med et vers fra Johan Skjoldborgs sang ”Når vinteren rinder i grøft og i grav”.

Sangen er fra 1897 og giver udtryk for husmandens arbejdsglæde og tro på den fremtid, han kan vinde ved sin indsats:

”Når solen går ned i et luende bål
bag lynghedens vidtstrakte flade,
Jeg retter min ryg, og jeg skimter et mål,
da blåner og blinker det blankslidte stål
i min hakke, min skovl og min spade!”

Det var i 1897. Nu er vi i 2021, og vi kan stadig være med til at forme fremtiden med vores indsats. Vi kommer fremad. Som et samlet erhverv. Det har vi altid gjort. Og det gør vi også nu.

Tak for ordet.

Foto: Peter Prikken