Foto: Colourbox

Min italienske (eksport)drøm: Landbrug & Fødevarer drager sydpå med seks danske økologiske virksomheder

Landbrug & Fødevarer tager den 22. – 25. oktober 2021 seks danske økologiske virksomheder med til Milano og Rom på eksportfremstød. Turen skal sikre danske virksomheder kontakt med bl.a. tre af de største detailkæder i Italien samt synlighed igennem det anerkendte italienske medie Gambero Rosso.

Landbrug & Fødevarer drager den 22. – 25. oktober 2021 til Italien, hvor seks danske økologiske virksomheder får mulighed for at promovere deres produkter for en lang række relevante aktører på markedet. Fremstødet er ikke et typisk eksportfremstød udelukkende med messedeltagelse, men består af en række forskellige aktiviteter i Rom og Milano.

Landbrug & Fødevarer vil sammen med virksomhederne, der tæller Friland, Naturmælk, Rawbite, Gasa Nord Grønt, Northern Greens samt Sweet Intentions, være til stede på Italiens største professionelle fødevaremesse, Tutto Food i Milano, hvor en fælles nordisk stand er opbygget i tæt samarbejde med Visit Denmark i Italien. Fødevaremessen løber helt frem til den 26. oktober, men især den første dag er noget specielt. Det er nemlig lykkedes Landbrug & Fødevarer, i samarbejde med den danske ambassade i Rom, at sikre indkøbermøder med tre af Italiens største detailkæder: Esselunga, Coop og Carrefour.

Disse 1:1 indkøbermøder skal sikre, at de danske økologiske fødevareeksportører får mulighed for at fremvise deres produkter, og med de individuelle indkøbermøder sikres det, at hver virksomhed kan præsentere deres produkter på bedste vis.

”Northern Greens har et stærkt fundament i Nord- og Centraleuropa, men ser et stort uudnyttet potentiale i hele Sydeuropa for vores danskproducerede produkter. Italien er vores strategiske fokusområde. Af kulturelle- og prismæssige årsager og fordi, at vi her har den ’teoretisk letteste’ markedsadgang for vores danskproducerede produkter, ser vi her det største potentiale”, siger Søren Terndrup Hansen, Sales Director i Northern Greens, om det italienske marked.

Den fortsatte aktive deltagelse på messen over weekenden skal samtidig sikre yderligere fremvisning af virksomhedernes produkter såvel inspirere og oplyse om Danmark som økologisk foregangsland til de italienske forbrugere.

Søndag aften vil virksomhederne drage til Italiens hovedstad Rom, hvor en presseindsats skal sikre synlighed af dansk økologi til italienske forbrugere gennem det anerkendte medie Gambero Rosso, som er en italiensk pendant til Michelin. Eventet vil finde sted på den danske ambassadør i Italiens residens, hvor journalister, madbloggere og yderligere indkøbere fra Lazio-regionen er inviteret ind. En italiensk middag er sammensat med de danske virksomheders produkter, som skal vise, hvordan gode danske økologiske råvarer kan bruges i en italiensk kontekst.

Fremstødet slutter officielt den 25. oktober, men virksomhederne har mulighed for yderligere at benytte setuppet på Tutto Food-messen helt frem til den 26. oktober.

Det italienske økologiske marked vækstede i 2020 med mere end 100 mio. euro, hvor stigningen næsten udelukkende var i de store supermarkedskæder alene. Denne vækst skyldes, at de italienske forbrugere er blevet mere bevidste om fødevarer og produktionsmetoder, og økologien kobles direkte sammen med den personlige sundhed. Det har en enorm betydning på et marked som Italien med mere end 60 mio. indbyggere. Det har også resulteret i, at markedet er mere end fordoblet generelt over de seneste 10 år og knap har firdoblet sig alene i de store supermarkedskæder.

 

Seneste nyt fra lf.dk