Fødevarepriserne 2022Fødevarepriserne fokuserer på bæredygtighed i 2022 - indstil din kandidat nu
Landbrug & Fødevarer hylder igen fødevarebranchens fremmeste fagfolk, og i år vil juryen lægge ekstra vægt på bæredygtighed, når vinderne skal findes til efteråret.
De dygtigste fagfolk i den danske fødevarebranche har igen i år mulighed for at modtage en af fødevarepriserne, når Landbrug & Fødevarer til efteråret uddeler Slagterprisen, Mejeriprisen, Frugt- og grøntprisen, Kantineprisen og Køkkenprisen.
Fødevarepriserne hylder de madprofessionelle, der gør en stor indsats for at udvikle og højne niveauet i fødevarebranchen, men i år vil priserne som noget nyt have et øget fokus på bæredygtighed, hvilket betyder, at juryen blandt andet vil fokusere på, hvordan kandidaterne til dagligt arbejder med bæredygtighed som en naturlig og aktiv del af arbejdsrutinerne. Det kan blandt andet være med et stærkt fokus på at undgå madspild, bruge råvarer efter sæsonen eller andre valg, som har til formål at sænke klimaaftrykket.
"Bæredygtighed optager både fødevareproducenter, butikker, køkkener, gæster og forbrugere. Derfor er det vigtigt for Landbrug & Fødevarer, at vi med årets fødevarepriser netop sætter fokus på alle de dygtige professionelle, der i det daglige formår at gøre bæredygtighed til en naturlig og central del af deres måde at inspirere til køb af fødevarer eller tilberede velsmagende mad til deres gæster. På den måde kan priserne virke som inspiration for hele fødevarebranchen," siger Mette Jasper Gammicchia, chef for Marked & Ernæring i Landbrug & Fødevarer.
Indstilling af kandidater
Der er åbent for indstilling af kandidater til de fem priser, så hvis du kender til køkkener, kantiner, dagligvarebutikker eller privatslagtere, som skal anerkendes for den enorme indsats, de gør, så indstil dem til Fødevarepriserne 2022. For dagligvarebutikkernes vedkommende er det kædekontorerne, der indstiller, og for privatslagtere og private ostehandlere er det fagkonsulenter hos FødevareDanmark, der kan indstille. Priserne er en løftestang og en oplagt mulighed for at blive anerkendt af branchen og kunderne. Hver pris har en jury af højtspecialiserede og dedikerede fagfolk.
Der er deadline for indstilling af kandidater den 1. maj 2022.
Vinderne kåres ved et stort awardshow på Fødevaredagen den 27. september 2022 på Hindsgavl Slot på Fyn.
Vil du vide mere?
Læs mere om priserne, deadline og kriterier og indstil din favorit på prisernes egne hjemmesider. Her kan du også downloade pressemateriale. På hjemmesiderne finder du også kontaktpersoner på priserne. Du kan også følge med på goderåvarer.dk.