
Kender du ”Årets Unge Landmand” 2022?
”Årets Unge Landmand” uddeles igen i år, og du har mulighed for at indstille din favorit blandt landbrugets mange unge talenter.
Deadline for nominering er d. 18. august 2022
Landbrug & Fødevarer kårer for ottende år i træk ”Årets Unge Landmand”. Det sker i samarbejde med LandboUngdom, LandbrugsAvisen og Gjensidige Forsikring til Delegeretmødet 2022. Der er åbent for nomineringer, og du kan indstille en kandidat blandt erhvervets mange talentfulde kvinder og mænd.
Hvem leder vi efter?
Jagten er igen i år sat ind på landbrugets dygtigste talenter, og vi har brug for din hjælp til at finde de rette nominerede. Vi leder efter unge landmænd, som du er særligt stolt af at dele erhverv med. Ham eller hende, der på sin egen måde inspirerer sine kollegaer og medarbejdere. Vedkommende er under 35, har en sund bedrift og har etableret sig inden for de seneste tre år.
Hvem kan indstille?
Alle kan indstille kandidater, både enkeltpersoner, virksomheder og organisationer. Vi skal have dit bud senest den 18. august.
Hvordan findes vinderen?
Fire kandidater nomineres, og de portrætteres alle i LandbrugsAvisen. Den endelige vinder bliver udpeget af en dommerkomité med Landbrug & Fødevarers formand Søren Søndergaard og formand for LandboUngdom Niels Skovgaard i spidsen.
Søren Søndergaard glæder sig til at være med til at kåre Årets Unge Landmand:
- Noget, der kendetegner mange talenter i vores erhverv, er, at de ofte leverer store resultater uden de helt store armbevægelser. De passer deres arbejde og ser ikke altid, hvor stor en forskel de egentlig gør. Og netop derfor er det afgørende, at vi sætter tiden af til at hylde de nye og kommende generationer, fortæller Søren Søndergaard.
Niels Skovgaard ser kåringen som en vigtig anerkendelse af hans unge kollegers indsats:
- Det er fedt at være med til at kåre årets unge landmand, fordi det er vigtigt, at vi hylder og skaber opmærksomhed omkring dem, som gør en ekstraordinær og flot indsats. Det er dem, fremtidens unge landmænd skal kunne spejle sig i – både på landbrugsskolerne og efter endt uddannelse. Jeg lægger særligt vægt på, om personen har et åbent ”mindset” i et landbrugserhverv og en fremtid, der er kompleks. Fremtidens landmand skal nemlig være villig til at flytte sig fra vanetænkning til nytænkning.
Vinderen, som annonceres til Landbrug & Fødevarers delegeretmøde til november, får blandt andet et rejsegavekort på 30.000 kr. Send dit bud inden den 18. august.