Billede: Future Food

Nyt virksomhedsunivers skal tiltrække flere unge til fødevarebranchen

Unge har brug for at vide ikke alene hvad de kan uddanne sig til, men også hvem de kan blive og hvor de kan slå deres folder efterfølgende. Future Food har derfor lanceret et ”virksomhedsunivers”, som tydeliggør forbindelsen med uddannelse og efterfølgende karrieremuligheder.

En uddannelse i fødevarebranchen er både vejen til spændende jobs, hvor man kan gøre en forskel, hvis man har en grøn spire i maven og det er startskuddet til mange spændende udviklingsveje.

Det vil Future Food, som er fødevare- og landbrugsbranchens fælles kampagne for at rekruttere flere unge til branchens uddannelser, gerne vise de unge der står og skal vælge en uddannelse.

Derfor har parterne bag kampagnen, heriblandt Landbrug & Fødevarer, lavet et 'virksomhedsunivers', som tydeliggør forbindelsen med uddannelse og efterfølgende karrieremuligheder.

Virksomhedsuniverset er netop lanceret, men det er planen løbende at udvide kredsen af virksomheder.

"I den intensive kamp om de unges gunst er det stærkt, at en vifte af virksomheder bakker op om kampagnen, og konkretiserer de mange spændende muligheder fødevareklyngen byder på. Virksomhederne får samtidig glæde af et udstillingsvindue til de unge og mulige kommende medarbejdere på et velbesøgt site for uddannelsessøgende," siger Kathrine Blæsbjerg Sørensen, projektleder for Future Foods.

Blandt de virksomheder, der allerede er en del af virksomhedsuniverset, er Chr. Hansen, Danish Crown, Palsgaard, Danish Agro, DLF, HKScan, Teknologisk Institut og Vestjyllands Andel.

Det er gratis og åbent for alle virksomheder i landbrugs- og fødevarebranchen at blive den del af. Se mere her.

Bag Future Food står: Dansk Industri, GLS-A, Landbrug & Fødevarer, 3F, IDA, JA / DM Bio og Tænketanken Frej. Se mere på www.futurefood.nu.

Kathrine Blæsbjerg Sørensen

Seneste nyt fra lf.dk