
Her kan du møde landet nær Tour de France-ruten
Når Tour de France lægger vejen forbi Danmark fra d. 1.-3. juli, bliver der rig mulighed for at komme ud i landet og se cykelrytterne suse forbi. Læg også vejen forbi en af de mange gårdbutikker efter cykelløbet og få de gode, lokale danske råvarer med hjem.
Her på kortet finder du gårdbutikker på Sjælland og Jylland, som ligger nær Tour de France-ruten i Danmark. Kortet giver dig hurtigt mulighed for at finde et landbrug nær din lokation, så du kan nyde en frisk is under Tour de France eller tage kød og grønt med hjem til grillen efter cykelløbet. På gårdbutikkerne kan du købe alt fra højkvalitetskødprodukter til årstidens frugt og grønt, mejeriprodukter, pluk-selv-bær og meget mere.
Du kan eksempelvis starte 2. etape af Tour de France med at køre forbi Hegnsholt Gårdbutik, som sælger økologiske grøntsager, kød og frisklagte æg. Bor du i Sønderjylland er der hele seks gårdbutikker, du kan kigge forbi langs 3. etape.
Derudover kan du på kortet se alle vores Åbent Landbrug-værter langs Tour de France-ruten, som til september byder velkommen indenfor i staldene. Til Åbent Landbrug kan du gå på opdagelse i den danske landbrugsproduktion og komme med ind i maskinrummet, hvor kvalitetsfødevarerne produceres. Har du lyst til at vide mere om Åbent Landbrug, kan du klikke her.