
Landbrug & Fødevarers skoletjeneste slutter skoleåret med flot besøgstal
Landbrug & Fødevarer har sendt over 17.000 elever på gårdbesøg i løbet af skoleåret 2021/2022. Efter to skoleår hvor skoletjenestens besøgsordning har været begrænset af corona, kan skoletjenesten se tilbage på et år, som har vist, at både elever og lærere gerne vil blive klogere på, hvor maden kommer fra.
I fredags, hvor kalenderen sagde d. 24. juni, startede skolernes sommerferie, og hos Landbrug & Fødevarers skoletjeneste er det tid til at gøre status på det, som kan betegnes som et rigtig godt år.
Skoleværterne har taget imod mere end 17.000 elever i det forgange skoleår. Det er cirka 10.000 flere elever i forhold til skoleåret 2020/2021, og dermed er der fortsat stor interesse for at tage turen fra klasseværelset og ud i den virkelige verden til en sjov og lærerig oplevelse med dansk landbrug, dyr, maskiner, lyde og lugte.
Et gårdbesøg er en unik oplevelse, og hos skoleværterne vækker det også stor begejstring, at skoleklasserne er tilbage på gårdbesøg:
”Det er dejligt, at eleverne kommer igen, og jeg har helt klart oplevet, at de har været glade for at komme og besøge os. Det er meget interesserede elever, som har stor spørgelyst, når vi fortæller om, hvordan vi producerer mælk. De tænker ikke over alle de ting, som er en del af produktionen. De er vant til, at der er mad i køleskabet, og de er altid meget forundrede over, hvad der ligger forud for, at mælkekartonen står i køleskabet. Derfor er det så positivt, når vi får besøg af skoleklasser”, fortæller Benjamin Berner Christensen, økologisk mælkeproducent på Pollerup Hovgård i Stege.
I løbet af skoleåret er der også kommet nye værter til, og skoletjenesten tæller nu over 300 besøgslandbrug fordelt over hele landet. Mens værterne kan holde en velfortjent pause hen over sommeren, er de første bookinger til det kommende skoleår allerede begyndt at tikke ind.
Find landmænd der tager imod besøg og bestil gratis besøg og materialer på skole.lf.dk
Om skoletjenesten
Skoletjenesten er en enhed under Landbrug & Fødevarer, der sørger for, at skolebørn kan komme på landet og se, hvor den mad de spiser, kommer fra.
Over 300 landmænd fordelt over hele landet tager imod besøg fra elever fra 0. klasse til 3.g. Lærerseminarier er også meget velkomne.
Landmanden åbner sin stald, viser rundt og fortæller om arbejdet, dyrene, afgrøder og livet på landet. Det gør de for at give eleverne en dag med lyde, dufte, dyr der kan ses og mærkes, frisk luft, marker og store maskiner.
Der er desuden mulighed for et digitalt gårdbesøg, hvor elever og lærere kan lære mere om dansk landbrug hjemme fra klasselokalet.