
I fremtiden skal Danish Agros elektricitet komme fra vedvarende energikilder
Vores medlem Danish Agro, har sammen med energikoncernen AURA etableret et selskab, som skal investere i grønne projekter indenfor vedvarende energi. Det skriver Danish Agro i en fælles pressemeddelelse med AURA. Energien skal komme fra vedvarende energikilder som sol og vind.
Tårnhøje ambitioner
Det nye selskab skal samle investeringer, der kan være med til at sikre den fremtidige forsyning af vedvarende energi i Danmark samt skabe markante ryk på den grønne omstilling. Det er det nystartede selskabs mål, at der skal produceres mindst 200 GWh årligt senest i 2025. Det svarer til energiforbruget for mellem 40-50.000 husstande. Den producerede elektricitet skal være med til at sikre, at Danish Agro koncernens forsyning af elektricitet i Danmark på sigt udelukkende kommer fra vedvarende energikilder.
”Danish Agro har en ambition om, at koncernen på sigt skal forsynes udelukkende med vedvarende energikilder. Samtidig er der et stort, kommercielt potentiale for danske landmænd indenfor f.eks. biogas og solenergi. Det ønsker vi at være med til at udvikle, og jeg er sikker på, at vi sammen med AURA kan etablere spændende projekter, der batter i den grønne omstilling,” siger Henning Haahr, koncernchef i Danish Agro.
Vil udvikle nye energiprojekter
En af opgaverne i det nye selskab bliver at identificere og udvikle energiprojekter. Danish Agro og AURA har allerede et eksisterende samarbejde omkring etablering af et biogasanlæg i Østjylland via selskabet Bioenergi Østjylland A/S. Dette projekt bliver nu også lagt ind i det nye selskab.
Læs hele pressemeddelelsen her.
Fakta om Danish Agro koncernen
Danish Agro Koncernen består af en række agroindustrielle selskaber i ind- og udland. De har alle den overordnede målsætning - i et tæt samspil med kunderne - at medvirke til værdiskabende løsninger på de enkelte bedrifter. Koncernen er hovedsageligt beskæftiget inden for salg af foderblandinger, råvare- og vitaminforblandinger, gødning, planteværn, såsæd og energi samt køb af afgrøder fra landbruget. Endvidere forhandler koncernen en række stærke maskinbrands til landbruget samt driver en omfattende kæde af hobby- og fritidsforretninger. Danish Agro Koncernen beskæftiger over 5000 medarbejdere og vil i 2022 have en omsætning i niveauet 42 mia. kr.
Fakta om AURA koncernen
AURA er en østjysk energi- og fiberkoncern med ca. 315 medarbejdere, der beskæftiger sig med E-mobility, installation, fibernet, el-handel, vedligehold og udbygning af el-nettet samt innovative aktiviteter inden for vedvarende energi, mobilitet og grøn omstilling.
Flere end 109.000 andelshavere ejer AURA, og koncernen har mere end 100 års erfaring med at opbygge og levere kritisk infrastruktur til sine kunder.