Frederik taler om klima og inspirerer unge på mange kanaler

At inspirere andre unge til praktisk forandring og til at arbejde med klima og bæredygtig landbrugsproduktion er et vigtigt element for grøn omstilling i praksis.

Det anerkender Nykredit, Forenet Kredit og Landbrug & Fødevarer, og derfor uddeler de tre parter - i samarbejde med LandboUngdom - en Klima- og bæredygtighedspris til unge. Prisen gives til en person i landbruget, som har gjort sig bemærket under temaet ”klima og bæredygtighed i landbruget” – i en opgave, en artikel, et læserbrev eller gennem sociale medier, i radio-tv, podcast, ved et event eller lignende.

Og det er der mange unge, der gør, kan en tilfreds jury konstatere. Blandt de stærke indstillinger til prisen på 15.000 kroner var der i år følgende tre finalister:

Frederik Vilhelm Larsen, 28 år, uddannet landmand, arbejder som planteavlsrådgiver. Indstillet for sin evne til at kommunikere om bæredygtighed og klima gennem mange forskellige kommunikationskanaler, blandt andet podcast og Effektivt Landbrugs serie Myteknuserne på YouTube. Frederik er også særdeles aktiv på Twitter.

Mai Christensen, 22 år, under uddannelse til produktionsleder på Nordjyllands Landbrugsskole. Indstillet for sin EOP-opgave om etablering af en griseproduktion, hvor hun sætter fokus på klimavenlig og bæredygtig produktion, og for sin evne til at debattere emnet med udgangspunkt i fakta.

Søren Ingwersen, 23 år, uddannet agrarøkonom og arbejder pt. som driftsleder på Bygholm Landbrugsskole. Indstillet for sit aktive arbejde i stillingen som driftsleder på Bygholm for at formidle, demonstrere og afprøve forskellige tiltag, der kan få elever og andre til at interessere sig for bæredygtighed og klimavenlig planteavl. Søren har desuden hjemmesiden www.stribedyrkning.dk med videoer og observationer fra marken.

Vinderen er nu kåret

I dag, ved et arrangement på Asmildkloster Landbrugsskole, blev årets vinder kåret ud af det stærke felt.

Vinderen er Frederik Vilhelm Larsen.

- Frederik Vilhelm Larsen er meget dedikeret og respekteret for sin evne til at kommunikere. Han formår at brede viden om klima- og bæredygtighed ud via mange kanaler – og på en måde som på én gang er let tilgængelig og har et højt niveau, både i substans og formidling. Han påtager sig et ansvar for at formidle og inspirere andre unge til at tænke nyt. Det er vigtigt, for de unge er fremtidens landmænd og derfor helt centrale for den grønne omstilling og fremtidens bæredygtige og klima-optimerede landbrugsproduktion, siger formanden for juryen, Poul Erik Jørgensen, landbrugsdirektør i Nykredit.

Formanden for LandboUngdom Niels Skovgaard, siger:

- Det er vigtigt for erhvervet at have personer, der kan inspirere næste generation til at gøre en forskel og forandre. Det gør Frederik. Han har en dyb og stærk faglighed, er en meget dygtig formidler og formår at gøre det svære håndgribeligt - til inspiration for andre.

Prismodtageren, Frederik Vilhelm Larsen, siger:

- I de fleste tilfælde er der rigtig god sammenhæng mellem at gøre noget godt for sin bundlinje og samtidig levere klima- og bæredygtighedsforbedringer. Det motiverer mig at skabe denne bro ved at inspirere samt formidle svære emner på en praktisk håndgribelig måde.

 

Kontakt

Seneste nyt fra lf.dk