Søren Søndergaards beretning på Delegeretmøde 2022

Læs formand Søren Søndergaards beretning fra årets Delegeretmøde. Afholdt d. 9. november 2022.

Kære delegerede. Kære gæster.

Jeg vil gerne starte med at tage jer en tur med tilbage i tiden.

Vi skal tilbage til en begivenhed, man efterhånden skal være midaldrende for at kunne huske.

Såååe, jeg tror, at de fleste her i salen kan følge med.

Jeg husker selv dagen helt tydeligt. Jeg var ni år. Og det var allerede langt over min sengetid. Men alligevel sad jeg sammen med mine forældre og min bror i sofaen og stirrede på vores skrummel af et gråt billedrørs-tv fra Philips.

Min far rejste sig og gik hen til fjernsynet og skruede HELT op for lyden. Jeg kunne se på min mor og far, at det, der skete, var vigtigt.

Ud af fjernsynet flimrede billeder af gamle Trabanter, der kørte rundt i gaderne. Der var mennesker, der jublede. Græd. Og omfavnede hinanden. Der var bannere, hvor der stod ”Willkommen”.

Og så var der muren.

Lige nøjagtigt i dag – den 9. november – er det præcis 33 år siden, Berlinmuren faldt.

En hel generation af unge kunne kravle over muren til et nyt liv i frihed.

Efter 28 år kunne Øst og Vest blive genforenet i en rus af både lettelse og glæde.

Og den kolde krig fandt sin afslutning.

Det var historieskrivning, vi var vidner til dér i sofaen hjemme i Lindeballe. Og i dagene efter satte min morfar og mormor sig ind i deres bil for at køre til Berlin. Da de kom hjem, havde de nogle stykker af muren med til os børnebørn.

Den her lille murbrok. Den er symbolet på frihed. På håb. På en verden i forandring.

Og både forandring, udvikling og fremskridt har præget de seneste tre årtier. I Danmark. I verden. Og også i vores erhverv.

Men her i 2022 er det alligevel som om, dele af historien gentager sig.

Vi har ikke længere betonklodser og pigtråd imellem os i Europa. Men der er krig i Ukraine. Vi går en kold og mørk vinter i møde med en alvorlig forsyningskrise. En potentiel fødevarekrise. Og stigende inflation.

Det stiller store krav til os. Som mennesker. Som samfund. Og som erhverv.

24. februar 2022 er desværre også blevet en dato, vi vil huske. Rusland indledte en brutal krig mod Ukraine. Og tusinder af ukrainere blev med et slag drevet på flugt fra deres hjem og deres hverdag. 

Med ét var familier splittet, og livet forandret.

Ukraine er en stolt landbrugsnation lige som Danmark. Og i dansk landbrug har vi et særligt tæt forhold til Ukraine. Over 6.000 dygtige ukrainske medarbejdere er hver dag med til at sikre vores bedrifters produktion.

Det er vores kollegaer, vores naboer og vores venner. Det er vores medmennesker.

Månederne efter krigens start var kaotiske. Der var brug for overblik. Der var brug for hjerterum. Men mest af alt var der brug for handling.

Tak til alle, der gav husly. Hentede familiemedlemmer ved den polske grænse. Startede indsamlinger. Eller bare gav lidt ekstra omsorg.

Med et stærkt lokalt arbejde sikrede vi hjælp til mange herboende ukrainere og deres familier i Ukraine.

Selvfølgelig står vores erhverv sammen for at hjælpe i en svær tid.

Rædslerne er desværre ikke slut. Der er stadig kaos. Dødstallet stiger. Og krigen trækker lange, mørke tråde ud i hele Europa.

Krigen forpligter os – hver især - til at hjælpe, hvor vi kan. Det gælder også landbruget.

Til alle tider, også i krigstider, er der brug for mad.

Det har en meget stor værdi for et land at kunne producere fødevarer. At kunne brødføde sig selv. Det er igen blevet meget tydeligt. Og i Danmarks tilfælde kan vi også bidrage til det globale spisekammer.

Vi har haft landbrug i Danmark siden stenalderen. Allerede 4.000 år før Kristus begyndte mennesker at rydde små jordlodder omkring deres bosteder for at dyrke afgrøder.

I dag er 60 procent af Danmarks areal opdyrket. Og spørger man danskerne, er det ikke én hektar for meget. En undersøgelse har vist, at mere end tre ud af fire danskere mener, at dansk landbrug fylder tilpas eller for lidt. Det er altså lidt af et rygstød at have fra befolkningen!

Vi er blevet højproduktive. Og vi sælger vores produkter i hele verden.

Landbruget er for længst blevet et globalt erhverv.

Derfor betyder det også noget, hvordan verden omkring os ser ud. Om der er åbne eller lukkede grænser. Om der er fremstrakte eller korslagte arme. Om der er mure imellem os.

I dag og i morgen løfter vi blikket her i Herning og ser ud mod verden.

Men jeg vil gerne begynde herhjemme. Helt ude på marken. Der hvor det hele startede.

… Klima. Kvælstof. Og CAP.

Det lyder jo nærmest som et lille børnerim.

Men det er såmænd de tre ting, der lige skulle fixes i én politisk aftale.

Dén aftale har lige haft 1-årsfødselsdag. Og på trods af en svær fødsel, så lykkedes det at få en bred politisk aftale for den grønne omstilling af landbruget.

Det kan vi stadig godt glæde os over. Og selvom aftalen langt fra er lutter lagkage – så var det fuldstændig afgørende, at vi fik indflydelse. Ellers var det endt i en total katastrofe for vores erhverv.

CAP’en er et kapitel for sig. Når den træder i kraft til nytår, vil den være rammen om landbrugsstøtten i Danmark de næste fem år. Der er bare lige den lille detalje, at vi endnu ikke kender de præcise regler for, hvordan aftalen skal udmøntes på dansk jord.

Hvad bliver kravene om afgrøderotation? Hvad med etableringsstøtte for unge landbrugere? For ikke at tale om kompensation for udjævning og definitionen på markkrat. Og hvorfor kan vi ikke tælle læhegnene med?

Mange af os er allerede for længst begyndt med markplanlægningen for 2023. Ja, vi har allerede sået mange steder!

De kommende regler i EU's landbrugsreform vil få meget stor betydning for den enkelte landmand.

Vi har brug for at få klar besked om næste års regler. Det er ikke fair, at vi skal planlægge med bind for øjnene!

Og så er jeg ikke engang kommet ind på den uforståelige beslutning om, at Danmark ikke har udskudt kravet om fire procents brak til 2024.

Som nærmest det eneste EU-land. Det giver absolut ingen mening, at god dansk landbrugsjord skal tages ud af produktion i en verden, der mangler korn!

Noget af det allervigtigste – og sværeste – i landbrugsaftalen – det er kvælstof. Her venter en stor indsats. Fra os. Men i høj grad også fra politikerne. Vi skal holde hinanden op på det, der står i aftalen.

Og jeg kan lige så godt bare sige det, som det er:

Efterafgrødereglerne er et cirkus. Det blev 2022 endnu et grotesk eksempel på.

Sidste år var det helt håbløst. Regnen silede ned i store dele af august. Og mange af os kunne simpelthen ikke nå at så til tiden.

I år var jorden så knastør, at efterafgrøderne ikke kunne spire mange steder. Og tørkeindekset var helt i top.

Det giver sig selv, at problemet med efterafgrødereglerne skal løses. Lige nu er der ikke plads til det gode landmandskab.

Og jeg ser TO muligheder: Enten skal reglerne laves om. Ellers også skal den siddende fødevareminister til at have mere styr på vejret!

Noget, landbrugsaftalen HAR givet os, er en second opinion på det faglige grundlag, vandplanerne bygger på. Det har vi kæmpet for længe, så det er en stor sejr.

Særligt stærkt er det, at den kommende second opinion også omfatter lokale analyser. Der er ikke to fjorde, ikke to kystvande, der er ens – og det skal afspejles i arbejdet med vandplanerne.

Stærke, lokale samarbejder mellem landmænd, foreninger og kommuner er i gang med at kortlægge udfordringer og give bud på løsninger i et specifikt vandområde. Her vinder faglighed og virkelighed over skrivebordsløsninger og modelberegninger.

Jeg vil gerne sige en stor tak til alle de foreninger, der har brugt kræfter på denne lokale tilgang, som landbrugsaftalen har banet vejen for.

Det er et tydeligt eksempel på, at vi ikke løber fra ansvaret. Men at vi knokler for at finde nye veje, der både skaber resultater i vandmiljøet, OG giver mening for de lokale samfund omkring fjorden.

En anden hjørnesten i aftalen er udtagning af lavbundsjord.

Mange landmænd går aktivt ind i projekterne. Og vi skal se perspektivet i at bidrage til de ambitiøse mål – frivilligt og med fuld erstatning.

Og det gør vi! Det er væltet ind med ansøgninger.

Men der er for mange bureaukratiske snubletråde. Der er for mange eksempler på urimelig lang sagsbehandling og komplicerede projektordninger.

Vi venter også stadig på de udtagningskonsulenter, som er en del af landbrugsaftalen.

Vi minder igen og igen politikerne om, at de har skrevet under på den her aftale. At vi ER i gang. At potentialet er enormt, og ambitionerne endnu større. 

For hvis vi lige spoler tilbage til valgkampen, kunne det godt virke som om, at mange lige havde glemt, hvad der blev skrevet under på for et år siden.

Der gik nærmest ikke en uge, hvor der ikke kom et nyt landbrugsudspil, som lige var blevet smækket sammen hen over natten i kampen om de billige point og de afgørende stemmer.

Vi skulle høre politikere, der pludselig serverede valgflæsk i form af et lynstegt forslag om at forbyde konventionelt landbrug på 200.000 hektar!

Vi skulle høre politikere og sågar enkelte tv-værter bruge udtryk som: ”Når vi nu skal til at kigge på landbruget”.

Igen og igen måtte vi insistere på faglig substans og genopfriske korttidshukommelsen: Landbrugsaftalen ER en klimaftale for landbruget!

Vi har brug for vished om fremtiden og en smule arbejdsro.

Ikke slingrekurs og luftkasteller.

På mange områder er vi mere klar end myndighederne til at indfri aftalens elementer. Vi vil så gerne. Men vi møder en mur af bureaukrati og ulogiske, forældede regler.

Riv nu den mur ned. Så vi kan passe vores arbejde og bidrage effektivt til den grønne omstilling.

Når en krise kradser, gør vi det, der giver mening.

I en fødevarekrise giver det mening at dyrke jorden og producere mad til verden. Her og nu.

I en energikrise giver det mening at producere energi. Og at spare på den energi, vi har. Her og nu.

I en krise giver det mening at stå sammen. Bidrage med det, man kan. Her og nu.

Vi har en lang tradition for at skabe udvikling drevet af omstændighederne. Det ligger naturligt til landmænd at finde på nyt for at komme videre.

Jeg indrømmer gerne: Vi er ikke verdensmestre i at betjene et hæve-sænke-bord. Og vi bliver nok aldrig glade for at skrive lange, akademiske notater.

Vi er et rastløst folkefærd. For vi kan godt lide at se tingene gro. Blive til noget.

Ikke på papiret. Men i virkeligheden.

Vores laboratorie er ude i marken, inde i stalden og i vores selskaber.

Der går jo ikke en uge, hvor der ikke kommer et nyt klimatiltag fra en landmand eller en af vores andelsselskaber.

Det er enestående!

Vi skaber udviklingen ved at prøve os frem. Med jord på næverne, eller hånden på mejetærskerens rat.

Hele tiden på vej fremad.

I 1880’erne faldt kornpriserne drastisk. Så danske landmænd fandt ud af at give kornet til grise og sælge bacon.

Verden forandrer sig. Vi forandrer os med den.

I dag eksporterer vi stadig bacon og smør.

Og vi eksporterer græsfrø til fodboldbaner i hele verden.

Kartoffelmel til Japan.

Mælkeprotein til Afrika.

Og mange, mange andre ting.

Men vi eksporterer også viden og teknologi.

Vi eksporterer klimaløsninger, som kan batte helt enormt meget, når de ikke kun bliver brugt i lille Danmark.

Men det kræver de rette rammer fra politisk side.

Giver man os tillid og ansvar for at løse udfordringer. Så tager vi det ansvar på os. Så griber vi mulighederne og skaber ny forretning. Nye måder at gøre tingene på.

Vi kan allerede skabe grønne mirakler med pyrolyse. Men ikke, hvis regler arbejder imod det.

Vi kan sænke koens metanudslip med fodertilsætningsstoffet Bovaer. Men ikke, hvis regler arbejder imod det.

Vi har mere end nogensinde brug for alternativ energi. Vi står midt i en alvorlig energikrise. Og vi har et kæmpe potentiale med grøn biogas. Men ikke, hvis regler arbejder imod det.

Der er ikke mange eksempler på, at snævre og rigide regler skaber udvikling og vækst. Eller at snævre og rigide regler skaber løsninger på akutte kriser.

Vi skal ikke have bygget regelmuren højere. Vi skal bryde den ned.

Vi skal gå fra bureaukrati til klimahandling.

Efterhånden som valgkampen skred frem, blev klimaafgifter et mere og mere populært emne. For nogle partier gik der nærmest budkrig i klimadebatten.

Det er vigtigt at skelne mellem de biologiske processer og de fossile brændsler.

Vi HAR allerede CO2-afgifter på fødevareerhvervet. Aftalen om grøn skattereform for industrien omfatter OGSÅ vores fødevarevirksomheder og landbruget. Alt det, der kan elektrificeres eller omstilles her og nu – skal vi selvfølgelig omstille.

Men man kan ikke bare sætte strøm til en ko fra den ene dag til den anden.

Konsekvenserne er voldsomme. Ikke kun for os landmænd. Men for alle i Danmark.

Danske fødevarer vil blive voldsomt dyre sammenlignet med de udenlandske.

Grillbøffen vil komme fra Argentina.

De dejlige danske sommerkartofler bliver erstattet af dem fra Tyskland.   

For slet ikke at tale om jordbær med ’grädde’, som fløde hedder på svensk. Og forstå mig ret – der er ikke noget galt med svensk fløde. Det er bare ikke dansk.

En høj CO2-afgift på danske – og kun danske – fødevarer betyder stigende priser. Og dermed tab af konkurrenceevne – og øget import.

Er det mon det, danskerne vil?

Jeg tror det ikke.

En høj CO2-afgift på de biologiske processer vil koste arbejdspladser i tusindtal i vores landdistrikter.

Er det mon det, danskerne vil?

Jeg tror det ikke.

Til et kommende regeringsgrundlag har vi en klar opfordring:

Der skal andre værktøjer til. Og fælles for dem alle er, at de kræver, at vi investerer, forsker og udvikler os ind i en grønnere fremtid.

Løft nu blikket fra det nationale perspektiv. Tænk ud over papirets snævre kant. Byg ikke en mur omkring Danmark.

Verden er global. Det er ikke en nyhed.

Op af murbrokkerne i Berlin voksede en begejstring for globaliseringen. EU's indre marked blev styrket, og det blev en selvfølge at kommunikere, handle og rejse på tværs af landegrænser.

For cirka 20 år siden sagde Bill Clinton at:

Globalisering er ikke noget, vi kan holde tilbage eller slukke for. Det er det økonomiske sidestykke til naturkræfter som vind eller vand.

Men mens naturkræfterne STYRKER musklerne. Så er der steder, hvor globaliseringen skrumper.

På nogle måder er verden blevet MINDRE global. Lande lukker sig om sig selv.

Der var Trump. Der kom et Brexit. Og nu er der krig.

I Danmark foretrækker vi heldigvis frihandel frem for protektionisme.

Men når det handler om klima, er den globale tankegang ved at komme ud på tynd is.

For når klimaregnskabet skal gøres op, er der pludselig en mur omkring vores lille land.

Så længe vi ikke udleder noget på egen jord, har vi rent mel i posen.

Når vi producerer mælk med et af verdens laveste klimaaftryk og eksporterer til resten af verden: Så påvirker det vores klimaregnskab negativt.

Men når vi importerer papaya-frugter fra Brasilien – ja, så kan det slet ikke aflæses i vores klimaregnskab. 

Op til og under valgkampen har I hørt mig gentage – igen og igen:

”Vi skal ikke have klimanationalisme i Danmark.”

Klimanationalisme gør intet godt for klimaet. Det skal vi fortsætte med at sige højt.

Vi kan godt LADE som om, vi har en usynlig klimamur omkring os – en form for osteklokke. Men drivhusgasserne er ligeglade. De kender ikke til landegrænser.

Det er en FÆLLES global opgave at nedbringe udslippet. Og her kan danske landmænd virkelig gøre en forskel.

Når vi tilbyder hele verden vores klimaeffektive løsninger. Så flytter vi ikke bare promiller i klimaregnskabet. Så flytter vi procenter.

SÅ kan vi begynde at tale om klimahandling!

I vores lille familie derhjemme har vi noget, vi kalder et ”moment”. Det er sådan et øjeblik, hvor alt går op i en højere enhed. Det kan være en søndag morgen omkring spisebordet: Uden for vinduerne er naturen smuk, himlen blå, og kornet bølger på marken. Indenfor er kaffen varm, ungerne leger, og der står for en gangs skyld noget fornuftigt i avisen.

Så kigger vi på hinanden, og så ved vi, at her er et moment.

Et splitsekund efter kan det være forbi. Ungerne slås, så kaffekoppen vælter. Sorte skyer trækker op over himlen. Og man opdager, at det var Politiken, man læste i!

Men det var der – det der øjeblik.

Midt i kaos, krig og krise skal vi også huske alle de moments, der er. De små ting i dagligdagen, der måske netop føles små. Men som er med til at gøre det så meningsfuldt at være landmand.

I har skullet lægge øre til meget i den her valgkamp. Jeg har selv været både rystet og vred undervejs. Man kan godt forfalde til at miste modet. Og det er her, de små moments, der styrker fællesskabet og stoltheden, kommer os til undsætning.

Vi er blevet gode til at lagre CO2 i jorden. Men vi skal også lagre de små – OG store - øjeblikke, som landmandslivet rummer. DE giver os energien til at komme fremad. Også i de svære tider.

Det har været et privilegium at være jeres formand de seneste to år. Vi har sammen været meget igennem. Vi har kæmpet mange kampe. Opnået mange resultater for et af de bedste fødevareerhverv i verden.

Landbrug & Fødevarer står stærkt. Vores medlemsdemokrati er dyrebart. For det er summen af vores mange ideer og holdninger, der giver kraft på vores stemme.

Den stemme bliver nu på én gang både stærkere og mere mangfoldig. Jeg er glad for, at vi er blevet enige om et ”Landbrug & Fødevarer 2.0”. Fra nytår river vi så at sige muren ned mellem Primærsiden og Virksomhedssiden.

Vi har mere end nogensinde brug for at stå sammen. Vi lever i en usikker tid, og der er mange store opgaver foran os. De opgaver løser vi bedst i et fællesskab mellem landmænd og virksomheder i en moderne interesseorganisation.

Jeg vil gerne sige tak til jer alle sammen. For samtaler og samarbejde. For at invitere mig med til jeres lokale generalforsamlinger. For at åbne jeres bedrifter – jeres hjem og arbejdsplads – for politikere og journalister. Og ikke mindst, når befolkningen strømmer til Åbent Landbrug.

Fra Nordjylland til Sønderjylland. Over Fyn. Til Sjælland og Bornholm. Der løber en åre med landmandsblod gennem hele Danmark. Vi er forbundet af en fælles fortid. En fælles historie. En historie om mod, virketrang og et evigt håb og ønske om, at det i morgen altid skal være lidt bedre, end det var i går.

Sagt med et let omskrevet Ronald Reagan-citat, så bliver jeg – som alle danske landmænd – inspireret af fortiden, men jeg lever for fremtiden.

Da mine bedsteforældre kørte til Berlin i november ’89 var det for at se historien udspille sig for øjnene af dem. I dag kan det være meget svært at forstå, at der rent faktisk VAR en mur, der delte en by i to. At et jerntæppe havde sænket sig over Europa.

Men den kampånd og den frihedstrang, de unge berlinere udviste dengang – og som ukrainerne udviser i dag – den skal til alle tider inspirere. Minde os om, hvor vigtigt det er, at vi lever i frihed. At vi ikke slår ring omkring os selv.

Lad os bryde murene ned. Og sammen række ud efter de muligheder, der venter. Hjemme i Danmark. Og ude i verden.

Tak for tilliden. Tak for ordet.