Søer og deres smågrise var det store trækplaster til Sofari, hvor 11 økologiske gårde søndag inviterede danskerne indenfor. Smil, sol, søer og smågrise samlet til Sofari
Der kom folk fra nær og fjern, da 11 økologiske griseproducenter søndag afholdte Sofari.
Grise, der dovent badede i mudderhuller, søer med deres små pattegrise, og smågrise, der spurtede omkring på markerne med krølle på halen. Knap 6000 danskere valgte at bruge søndagen på at besøge øko-grisene, da Sofari løb af stablen denne weekend.
- Det har været spændende at se de økologiske grise; se, hvordan deres liv foregår, og hvordan man prøver at give dem et så godt liv som muligt,” siger Annette Lorenzen fra Jyderup, der besøgte Vinfeldt Øko i Ugerløse.
Til daglig er Annette Lorenzen ret bevidst om at købe økologiske fødevarer.
- For mig handler det om at forholde sig til dyrevelfærd. Det at grise fint kan trives på marker og med krølle på halen er dejligt at opleve,” siger Annette Lorenzen, der finder det vigtigt at vide, hvor maden kommer fra.
Mange havde taget deres børn eller børnebørn med på udflugt i det gode vejr.
- Det er bare så hyggeligt at vise børnene, hvordan de her grise lever, og hvor godt de har det i et økologisk landbrug,” siger Michella Rasmussen fra Kirke Såby.
For hende betyder økologi rigtig meget.
- Jeg tænker meget over, hvad vores forbrug af fødevarer betyder for miljøet, dyrene og for os selv i forhold til, hvad vi fylder i os. Det er vigtigt både for jorden og for os,” siger Michella Rasmussen.
På Sofari-dagen er dialogen mellem landmanden og forbrugere i centrum.
- Dialogen med forbrugerne er supervigtig for os. Vores gæster stiller rigtig mange gode spørgsmål, og vi får lejlighed til at vise det frem, som vi hver dag brænder for: velfærd for den økologiske gris”, siger Marianne Hestbjerg fra Hestbjerg Økologi, som var én af årets 11 Sofari-værter.
Kom du ikke på Sofari, kan du lære mere om den danske øko-gris her:
https://sofari.dk/
Sofari arrangeres af Landbrug & Fødevarer i samarbejde med foreningen FØKS samt Friland, Organic Pork, Tican og Økologisk Landsforening.