Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Nordea Liv & Pension skifter navn til Velliv

Fra online erhvervsmagasinet FINANS 21/6 2018:

Nu klipper Nordea Liv & Pension navlestrengen helt til den tidligere ejer Nordea. Det sker, når selskabet til efteråret skifter navn til Velliv.
Selskabet går dermed all in i forhold til at skifte ham fra et rent kommercielt selskab til et forenings- eller kundeejet selskab, hvilket giver en fordel i den direkte konkurrence med eksempelvis Danica Pension, som er ejet af Danske Bank.

»Den nye konstruktion giver Velliv en fordel rent afkastmæssigt på 0,2 pct. Der er selskabet foran de bankejede selskaber fra start, fordi ejeren sender det meste af dens afkast videre til kunderne,« siger Søren Andersen, aktuar og direktør i FPension.
Han peger på, at den største udfordring for Velliv ligger i at bevare et godt afkast.
»Hidtil har man kunnet læne sig op af Nordeas kapitalforvaltning, som har gjort det godt, og det bliver spændende at se, hvordan selskabet kører videre uden Nordea rent investeringsmæssigt,« siger Søren Andersen.

Vellivs bestyrelsesformand Anne Broeng forsikrer, at kunderne ikke skal frygte, at Velliv kommer til at stå på egne ben.
»Vi kommer til at skifte fokus fra at levere et afkast til en bank til at fokusere benhårdt på at servicere vores kunder både med et endnu bedre afkast og rådgivning, fordi vores ejere nu er en forening, som sender et afkast videre til kunderne,« siger Anne Broeng, bestyrelsesformand i Nordea Liv & Pension – fra efteråret Velliv.
Kunderne i pensionsselskabet, der har 350.000 kunder og er landets tredjestørste, har allerede fået en bonus til deres pensionsopsparing fra ejeren Foreningen Norliv i form af 2.680 kr. pr. opsparet million, og bestyrelsesformanden forsikrer kunderne, at der kun er fordele for dem ved, at de ikke længere er en del af Nordea.
»Kunderne kommer ikke til at gå glip af noget ved ikke at være en del af Nordea længere. Udover at fokusere på afkast og rådgivning har vi en ejer, som vil det samme som os – nemlig at sørge for, at man får et godt liv som pensionist,« siger Anne Broeng.

Ejeren Foreningen Norliv skifter i øvrigt også navn. Den kommer til at hedde Velliv Foreningen. Det er anden gang inden for kort tid, at foreningen skifter navn, da den i 2017 skiftede navn fra Foreningen NLP til Foreningen Norliv.

Tilføjelse 2019: Velliv Foreningen ejer 81 pct. af Velliv, og det er planen, at foreningen på sigt vil overtage resten af aktierne, så Velliv bliver 100 % kundeejet.