Vi bruger Cookies

Ved at benytte lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik
Læs mere om cookiepolitik

Stort potentiale for fiskeeksport til EU

EU importerer hvert år fisk for 40 mia. kr. Herhjemme kan større politisk interesse i udviklingen af akvakultur føre til øget produktion og afsætning til resten af EU, lyder det fra Dansk Akvakultur.

Borgerne i EU efterspørger flere og flere fisk, og EU ventes i 2016 at importere fisk for op mod 40 mia. kr., hvilket vil være ny rekord. EU's egen produktion af fisk har til gengæld ligget nogenlunde konstant de seneste 10-12 år.

Akvakulturen i EU dækker i dag 10 procent af det europæiske forbrug af fisk. Det resterende behov dækkes af fiskeri (65 procent) og import af fisk (25 procent.)
Danmark kunne producere en del af den mængde, som EU-landene i dag må importere udefra, men det kræver større politisk velvilje, mener direktør for Dansk Akvakultur, Brian Thomsen.

”Vi har en vækstplan nu i Danmark, som vi er meget glade for. Men EU selv har opsat en masse regler og vilkår, der gør det svært at hæve produktionen i akvakulturen. Vi presser på over for de danske politikere for at få dem til at se vækstpotentialet,” siger Brian Thomsen.

Den danske akvakultur-produktion har de seneste 25 år ligget konstant på et niveau omkring 40-45.000 tons. I Danmark var der i 2015 218 akvakulturanlæg med en samlet omsætning på ca. 1,4 mia. kroner.

Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen fremlagde i juni en plan med otte zoner i Kattegat, hvor der er miljømæssigt råderum til at udvide havbruget. Planen vil ifølge ministeren kunne skabe 100 nye jobs i havbrugssektoren i Danmark. Forslaget mødte meget kritik fra politikere og forskere.

Erhvervet vurderer selv, at det vil være muligt at øge eksporten med over 500 mio. kr., og at det vil kunne skabe op mod 1000 nye arbejdspladser primært i landdistrikterne.

L&F Business nr. 11, 2017

Seneste nyt fra lf.dk