Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Vi vil vise landbrugets bæredygtighed

Landbrug & Fødevarer og SEGES er gået i gang med et arbejde, som skal gøre os bedre til at vise landbrugets og landmandens bæredygtige udvikling.

Landbrug & Fødevarer og SEGES har igangsat flere initiativer for at gøre bæredygtighed mere konkret, så vi kan vise erhvervets styrker. Det handler om at inddrage landmænd via projekter på SEGES samt workshops med sektorerne og medlemsvirksomheder.

Bæredygtighedsværktøj
Arbejdet skal på sigt munde ud i et ”bæredygtighedsværktøj,” der skal kunne gøre landbruget og landmanden i stand til konkret at vise, hvor bæredygtig han er.
I sidste ende vil det værktøj kunne styrke fødevareklyngens værdigrundlag med de bæredygtige produkter, som forbrugerne efterspørger.

Det hele kommer på baggrund af, at hos forbrugerne og politikerne er interessen for den grønne dagsorden, fx klima og bæredygtig udvikling, vokset eksplosivt. De globale fødevarevirksomheder som Nestlé, McDonalds, Unilever og så videre stiller flere og flere krav til en bæredygtig udvikling, som rækker helt ned i primærproduktionen – råvaregrundlaget.

FNs verdensmål for bæredygtig udvikling er ligeledes en ny global ramme for bæredygtig udvikling, som alle skal forholde sig til, og hvor landbruget kan bidrage positivt til at opfylde målene.

På sidste års delegeretmøde var der opbakning til, at bæredygtighed er en vigtig dagsorden, og at erhvervet skal blive bedre til at vise landbrugets bæredygtighed og selv sætte retningen.

Bæredygtighed er en kompleks størrelse, der både handler om natur, miljø og klima men også om at skabe gode økonomiske og arbejdsmæssige vilkår.

Unik styrke
Dansk landbrug har gennem de sidste 25 år vist, at det har været muligt at producere mere med mindre,” og er anerkendt i hele verden for en miljøvenlig og ressourceeffektiv produktion, laveste antibiotikaforbrug i husdyrproduktionen og fødevaresikkerhed.

Den vej skal vi fortsætte af. Vi har en unik styrkeposition til at spille ind i en bæredygtig udvikling, og vi skal udnytte den endnu bedre.

Kitt Bell Andersen

L&F Business nr. 3, 2019

Seneste nyt fra lf.dk