Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Flere sager om vildledning af forbrugeren

Landbrug & Fødevarer ser flere og flere sager, som ligger i krydsfeltet mellem markedsføringsloven og fødevarelovgivningen. Der er tale om sager om vildledning og produktefterligning. Sager, som rykker grænserne for god erhvervs- og markedsføringsskik.

Gennem det seneste halvandet år har især veganske producenter slået sig op på en grøn markedsføring og udformet deres emballage eller produkt, så det kan forveksles med animalske produkter. Eksempelvis algepulver, der forklæder sig som hønseæg, plantepålæg med navne, som var det animalsk pålæg og planteprodukter, der markedsfører sig som mejeriprodukter.

Hvad gør Landbrug & Fødevarer med disse sager om vildledning
Landbrug & Fødevarers juridiske afdeling, Jura, hjælper gerne med at vurdere sager om vildledning. Senest bistod afdelingen med udarbejdelse af en klage for Mejeriforeningen over Naturli’s Almond Caffé Latte Drink. Klagen resulterede i, at virksomheden trak produktet tilbage fra markedet.

En klage er dog sidste skridt. Det bedste er dialogvejen, og derfor holder Landbrug & Fødevarer jævnligt møder med relevante myndigheder med henblik på at drøfte området og vigtigheden af, at reglerne er ens for alle spillere på markedet.

Senest har Jura haft et dialogmøde med Forbrugerombudsmanden, der fører tilsyn med markedsføringsloven. På mødet blev der fremhævet flere eksempler på vildledningssager på fødevareområdet. Det er nemlig vigtigt, at både Forbrugerombudsmanden og Fødevarestyrelsen arbejder sammen i håndteringen af vildledningssagerne.

Dialogen med Forbrugerombudsmanden fortsætter, og Landbrug & Fødevarer vil derfor løbende henlede både Fødevarestyrelsen og Forbrugerombudsmanden på relevante sager og udviklingen på området.

Fokus fra Fødevarestyrelsen
Fra marts i år og frem til november sætter Fødevarestyrelsen fokus på ernærings- og sundhedsanprisninger, med henblik på at vurdere, om regelefterlevelsen er blevet bedre sammenlignet med resultaterne i den seneste kontrolkampagne fra 2016.

Noget tyder på, at der er hårdt brug for en kampagne. I hvert fald er Jura opmærksomme på, at der også er mange anprisningssager at holde øje med.

Seneste eksempel er Simple Feast-sagen, hvor virksomheden i en kommerciel landsdækkende kampagne, ”Maybe it’s time to quit?”, indirekte sammenlignede indtagelse af kød med rygning. På baggrund af henvendelser fra bl.a. Landbrug & Fødevarer slog Fødevarestyrelsen til og gav en bøde til virksomheden for brug af ulovlige anprisninger.

Hele erhvervet skal hjælpe hinanden med, at der ikke tages feje midler i brug for at afsætte varerne til forbrugerne – der er grænser for både anprisning, mærkning og markedsføring. Heldigvis da.

Sofie Faltum

L&F Business nr. 5, 2019

Seneste nyt fra lf.dk