Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Foto: Colourbox

Forventning om hurtigere landbrugsstøtte til landmænd med MFO-græsudlæg i majs

Landbrugsstyrelsen har på møde i oktober med landbrugskonsulenter og Landbrug & Fødevarer meldt ud, at der forventes påbegyndt udbetaling af grundbetaling fra 15. december til landmænd, der har anmeldt MFO-græsudlæg i majs.

Det er på trods af, at Landbrugsstyrelsen oprindeligt havde meldt ud, at landmænd med MFO-græsudlæg i majs i år ville få senere udbetaling. 

 

Den øvrige udbetaling af landbrugsstøtte ventes at blive udbetalt fra starten af december som sædvanligt.

 

Under sommerens tørke fremsatte Landbrug & Fødevarer ad flere omgange et ønske om at få udbetalt landbrugsstøtten tidligere for at forbedre likviditeten for de tørkeramte landmænd. Ikke mindst kvægbrug, der anvender MFO-græsudlæg i majs, er pressede på likviditeten, da disse landmænd under sædvanlige omstændigheder først vil få udbetalt grundbetaling fra midten/slutningen af januar.

 

 
Det er derfor meget glædeligt, at Landbrugsstyrelsen nu forventer, at udbetalingen af landbrugsstøtte til denne gruppe landmænd vil ske allerede fra medio december.
 

Den forventede tidligere udbetaling skyldes, at majshøsten har ligget tidligere i år. Det har givet mulighed for, at den fysiske kontrol kan afsluttes før end normalt. Som følge af det nye sprøjteforbud på MFO-græsudlæg i majs kan kontrollen tidligst afsluttes 8 uger efter, at majshøsten er afsluttet. Landbrugsstyrelsen kan først påbegynde udbetalingerne, når den fysiske kontrol af MFO-græsudlæg i majs er afsluttet.

  

L&F fortsætter presset

Det er også meget vigtigt med en hurtig udbetaling af Økologisk arealtilskud og støtte til pleje af græs- og naturarealer. Landbrugsstyrelsen har dog endnu ikke nogle estimater på, hvornår udbetalingen af støtte i disse ordninger kan forventes i år.

 

 
Til gengæld forventer Landbrugsstyrelsen at overholde de generelle udbetalingsmål for grundbetaling. Dvs., at 90 % af ansøgningerne om grundbetaling udbetales senest 15. december, og 97 % inden udgangen af januar 2019.

 

 
Landbrug & Fødevarer har løbende fokus på Landbrugsstyrelsens sagsbehandlingstider og fortsætter presset for, at støtten udbetales hurtigst muligt.

Maria Skovager Østergaard

Seneste nyt fra lf.dk