Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Kulturministeren varsler eftersyn af dige-lovgivningen

Henvendelse fra Landbrug & Fødevarer om forvaltningen af diger resulterer nu i, at kulturministeren vil se på uhensigtsmæssigheder i digelovgivningen. Landbrug & Fødevarer roser ministerens initiativ og håber, at det vil føre til mere klare regler og en mere fleksibel administration i digesager.

Kulturminister Mette Bock har i flere medier og i et direkte brev til Landbrug & Fødevarer og KL varslet, at hun vil igangsætte et eftersyn af digereguleringen.

Brevet fra ministeren er et svar på den henvendelse, som Landbrug & Fødevarer i november sendte sammen med KL for at sætte fokus på behovet for større klarhed i forbindelse med beskyttelsen af sten- og jorddiger.

Ikke hensigtsmæssig

I svaret skriver ministeren blandt andet, at ”der er en stor mængde sager, som ikke er afsluttet, hvilket tegner et billede af, at digebeskyttelsen muligvis ikke er udformet tilstrækkeligt hensigtsmæssigt”.

I et læserbrev, som blev bragt i flere medier i starten af januar, udbygger hun ved at slå fast, at både ansvarsfordeling og kortgrundlaget for sagsbehandlingen i digesager er uklart. Hendes udgangspunkt er, at der skal passes på de danske sten- og jorddiger, men at man også skal sikre danske landmænds mulighed for at dyrke deres jord.

På denne baggrund vil ministeren nu sætte gang i et eftersyn af lovgrundlaget for digebeskyttelsen, hvor hun ifølge svaret til Landbrug & Fødevarer og KL vil ”se nærmere på lovgrundlaget og på de grundlæggende beskyttelseskriterier”.

Vældigt positivt

Set fra Landbrug & Fødevarer er det vældig positivt, at der nu langt om længe bliver lagt op til at sætte gang i en proces med at se digereguleringen efter i sømmene. Det er et område, der er blevet arbejdet med i en længere årrække og det er først nu, at en kulturminister anerkender behovet for et egentligt eftersyn af loven.

Det er meget positivt, ministeren viser forståelse for, at det er helt uholdbart, at landmænd ikke kan være sikre på, at kortgrundlaget for de beskyttede diger er korrekt opdaterede. Det er et klart ønske fra både Landbrug & Fødevarer og KL, at vi får et helt opdateret kortlag snarest muligt, så lodsejere er bekendt med, hvis de har beskyttelsesværdige diger på deres arealer.

Landbrug & Fødevarer ønsker også mere klare og fleksible retningslinjer for dispensationspraksis i digesagerne – herunder klarere retningslinjer for brug af erstatningsdiger. Samtidig skal der ses på, hvordan man kan sikre en forenkling af sagsgangen i digesagerne, der i dag lider under, at myndighedsansvaret er delt mellem kommunerne og Slots- og kulturstyrelsen.

Det er både glædeligt og meget tilfredsstillende, at den fælles henvendelse med KL tilsyneladende har været med til at understrege overfor ministeren, at der er behov for handling. Landbrug & Fødevarer vil snarest følge op på brevet fra ministeren og skubbe på for at sikre, at der hurtigst muligt sættes gang i det varslede loveftersyn. 

Karen Post

Seneste nyt fra lf.dk