Ny minister vil se på beskyttelsen af sten- og jorddiger

Kulturminister Joy Mogensen vil se på reglerne for beskyttelsen af sten- og jorddiger. Det glæder Landbrug & Fødevarer, der vil følge op på ministerens udtalelser snarest.

Alt for mange landmænd er kommet i klemme i reglerne om beskyttelsen af sten og jorddiger, og derfor er det et område, som vi har haft fokus på i flere år.

Derfor er det meget positivt, at den nye kulturminister Joy Mogensen (S) melder ud, at hun lige som sin forgænger Mette Bock (LA) er parat til at tage fat på området og eventuelt også se på mulighederne for at ændre loven.

Ministeren har tilkendegivet over for Effektivt Landbrug, at hun er indstillet på at mødes med de relevante parter på området, og at hun er opmærksom på de mange komplekse problemstillinger.

Vi rettede allerede umiddelbart efter ministerskiftet henvendelse til Joy Mogensen, og bad hende om et møde for at sikre, at der findes løsninger både i de cirka 500 verserende digesager og fremadrettet, så der ikke opstår nye sager i samme omfang.

Vi vil fra Landbrug & Fødevares side følge op på ministerens udtalelser for at sikre, at der bliver taget fat på problemstillingen hurtigst muligt. 

Karen Post Bache

Seneste nyt fra lf.dk