Vi bruger Cookies

Ved at benytte lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik
Læs mere om cookiepolitik
Foto: Colourbox

Landbrugsstyrelsens IT-systemer skal virke

Landbrug & Fødevarer har igen henvendt sig til Landbrugsstyrelsen med ønske om forbedringer af deres IT-systemer

Hver gang der er problemer med Landbrugsstyrelsens IT-systemer, skaber det stress og enorme frustrationer hos de konsulenter og landmænd, der laver indberetninger og ansøgninger. Systemerne er efterhånden så komplekse, at det er svært selv for den professionelle rådgiver at overskue, om alt er i orden. Det tager ekstra tid og ressourcer for ansøgerne, og i sidste ende er det landmanden, der betaler regningen.

 

Virke fra dag ét

Vi har derfor igen henvendt os til Landbrugsstyrelsen med en række ønsker til, hvordan systemerne skal forbedres. Både i forhold til de igangværende udfordringer med ansøgning om økologisk arealtilskud og pleje af græs- og naturarealer, og i forhold til behovet for flere afklaringer af, hvordan de nye regler for opgørelse af efterafgrødekravet skal håndteres og indberettes.

 

Helt generelt er der brug for at systemerne virker fra første dag, når en ny ansøgningsrunde starter. Der er brug for bedre test af systemerne forud for ibrugtagning, så fejlene kan opdages på forhånd. Helt generelt skal det være muligt at lave ansøgning og indberetning af efterafgrøder færdig første gang, brugerne logger på systemet. Listen med ønsker er lang.

 

Lyt til brugerne

Vi forsøger at indgå i en konstruktiv dialog med Landbrugsstyrelsen om forbedringer af IT-systemerne og forenkling af reglerne, herunder ikke mindst reglerne for efterafgrøder. Både regler og indberetning af efterafgrøder er efterhånden så komplekse, at det er umuligt at gennemskue. Desuden opfordrer vi Landbrugsstyrelsen til, at de lytter til de kommentarer og ønsker, som brugerne af deres systemer kommer med.

Maria Skovager Østergaard

Seneste nyt fra lf.dk